Forside * Featured

TDC får bøde for ulovligt telefonsalg

-
Foto: recordere.dk

TDC er blevet dømt for at sælge mobilabonnementer til forbrugere der ikke havde accepteret at blive kontaktet.

TDC og marketingsbureauet We Love Leads A/S (tidligere Orville Media) er blevet idømt hver en bøde på 10.000 kroner.

TDC blev dømt for at have ringet til to forbrugere med henblik på salg af mobilabonnementer, uden at forbrugerne havde accepteret at blive kontaktet af TDC.

Annonce:

Marketingbureauet We Love Leads blev dømt for medvirken, da TDC havde købt de kontaktoplysninger om forbrugerne, som lå til grund for opkaldene, af marketingsbureauet.

De to forbrugere havde deltaget i konkurrencer på nettet, og TDC og We Love Leads mente at forbrugerne i den forbindelse havde givet samtykke til at blive kontaktet af TDC. Det afviste de to forbrugere.

”Retten har med dommen sendt et signal om, at virksomheder, der køber forbrugernes kontaktoplysninger, kan straffes for at kontakte forbrugerne ulovligt, hvis de købte oplysninger om, at forbrugeren har accepteret at blive kontaktet, faktisk er forkerte”, fortæller Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

TDC burde ifølge retten havde sikret sig at forbrugerne havde givet samtykke, og We Love Leads ses som medvirkende fordi de ikke havde gjort noget for at sikre at forbrugerne havde givet den nødvendige samtykke.

“Der er i dag et marked for handel med ”leads”, som er vores kontaktoplysninger og vores accept af at blive kontaktet af virksomheder med tilbud. Det betyder, at mange af de virksomheder, som ringer til forbrugere, ikke selv har indhentet vores accept, men købt oplysningerne. Derfor er det vigtigt, at retten har fastslået, at både virksomheder, der sælger oplysningerne, og virksomheder, der køber dem, er ansvarlige for, at oplysningerne er korrekte”, fortæller Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

TDC blev frifundet for et tredje forhold i sagen, hvor en telefonsælger havde ringet en af deres egne abonnenter op. Her fik de dog fat i abonnentens hustru, der var bruger af telefonen, og markedsførte TDCs produkter overfor hende. Det fandt retten ikke i strid med loven.

 

Om forbrugeraftalelovens § 4

Efter forbrugeraftalens § 4, stk. 1, er det ulovligt for erhvervsdrivende at kontakte forbrugere telefonisk eller personligt med henblik på afsætning af varer eller tjenesteydelser, medmindre forbrugeren forudgående har anmodet den erhvervsdrivende herom. Et samtykke til telefoniske hen-vendelser skal være en udtrykkelig og utvetydig anmodning om at blive ringet op.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.