I denne klumme funderer den ellers ret cloud-glade skribent over, at den omsiggribende centralisering af skytjenester m.m., faktisk ikke nødvendigvis er en god udvikling, hverken for individer eller samfundet som sådan.
Nej, overskriften til denne klumme handler ikke om, at jeg er bange for at himlen skal falde ned om ørerne på mig. Det handler om, at jeg er gået hen og blevet lidt smånervøs over et fænomen, som jeg ellers har været ret glad for: The Cloud – eller skyen på godt dansk.
Jeg er måske ikke så overraskende – mit job taget i betragtning – sådan én, der gerne kaster mig ud i nye teknologier og satser på dem, før de har vist deres værd på den lange bane. Jeg var den første i vennekredsen, der rippede hele cd-samlingen til mp3’er, lavede en hjemmeserver og smed hele min samling på omtrent 10.000 cd’er på loftet. Dengang kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg ville få brug for en højere kompressionsbitrate end 128 kbit/s (idiot!).
Jeg har brugt cloud-lagre før det overhovedet hed sådan, og var en af dem, der oprettede en helvedes masse Gmail-adresser, da Google begyndte at give 2GB (UUUUUH!) væk sammen med mailkonti – ganske enkelt for at kunne lagre ting der, som jeg gerne ville have adgang til hvor som helst. Og da virkelig velfungerende cloud-tjenester som Dropbox dukkede op, var jeg naturligvis også på med det samme.
I dag ligger den der cd-samling som mp3’er i min Dropbox i en folder, der ikke bliver synkroniseret, for den fylder 120GB og selvom det naturligvis ikke er alverden i vore dage, så gider jeg faktisk ikke bruge pladsen på det på nogle af mine maskiner. Desuden har jeg overlappende musik-streaming-abonnementer, så hvis jeg skal bruge noget fra samlingen, er det fordi, Spotify eller Apple Music ikke har det, eller ikke har det i en lydkvalitet, jeg er tilfreds med (jeg har genrippet de vigtigste cd’er i en bedre kvalitet).
Musikstreaming er forhåndsindspillet skylagring
Lad os lige starte der. ”Hvorfor har du ikke bare et Tidal HiFi-abonnement”, spørger du nok. Hvis jeg både abonnerer på Spotify og Apple Music, kunne jeg for de samme penge få det dyre Tidal-abonnement, ikke? Jo. Men jeg er bare ikke sikker på, at Tidal er Tidal ret meget længere. Som de fleste vil vide, går det ikke specielt fantastisk for tjenesten, selvom dens lydkvalitet er fin (at den så stadig mangler nogle ting i kataloget, jeg lytter til ofte, og som jeg kan finde hos de andre, er noget andet). Jeg er simpelthen urolig for, at Tidal bliver solgt til et eller andet firma, netop som jeg har vænnet mig til at bruge tjenesten.
Jeg er nemlig luddoven, og gider ikke besværet med at skulle skifte rundt mellem tjenester, hvis jeg kan slippe for det. Jeg vil bare have noget, der virker hele tiden. Punktum. Det er faktisk derfor, jeg både har Apple Music og Spotify. Spotify fungerer nemlig fremragende med Alexa, som lytter til mine kommandoer i flere rum i mit hjem, samt i min bil, hvor jeg har installeret nogle Echo Dot-højttalere. Men den virker ikke med Apple Music. Til gengæld har Apple Music hele Peter Gabriels katalog, og ham kan jeg godt lide. Det har Spotify ikke.
Musikstreaming-tjenester er jo i virkeligheden bare sky-lagre, hvor der allerede er fyldt indhold ind på serverne. Det er næsten lige som forskellen på at købe tomme eller indspillede kassettebånd i gamle dage. Det samme kan man sige om streaming-mulighederne på videosiden. På samme måde var jeg faktisk lidt chokeret, da det for nogle år tilbage gik op for mig, at Netflix-film kan forsvinde. At streamingtjenesten kun har filmene på serverne i en periode. Og at jeg derfor ikke altid kunne være i vished om, at en eller anden film altid var der, hvis jeg havde lyst til at se den.
Jeg ved ikke, hvordan I har det, kære Recordere-læsere, men det er langt fra hele mit liv, der er planlagt til punkt og prikke ud i fremtiden. Tværtimod er hele idéen med det on-demand-samfund, vi lever i, at vi kan leve et fleksibelt liv, hvor vi hurtigt kan tilpasse os situationen. Det er jo en af grundidéernei netværkssamfundet – fleksibilitet.
Nervøs for at det pludselig holder op
For nu at vende kort tilbage til Tidal, så er jeg altså bange for, at de bliver solgt til f.eks. Apple, der kunne vælge at lade være med at tilbyde lossless-løsningen, fordi det ikke er rentabelt, når man tager Apples store kundekreds i betragtning (jeg siger ikke, det er sådan det bliver, blot at det kunne ske). Eller hvad nu, hvis der sker med Tidal, hvad der skete med MixRadio, som Nokia i sin tid startede? De blev købt af japanske Line, der aldrig gav dem en ordentlig chance og simpelthen lukkede tjenesten. Eller hvad med alle de Rdio-kunder, der netop havde vænnet sig til og godt kunne lide tjenesten, men som måtte droppe den, da de gik konkurs og teknologierne blev solgt til Pandora? Pandora er jo ikke i alle lande, så danske Rdio-kunder måtte f.eks. begynde at se sig om efter noget nyt.
Jeg gider simpelthen ikke hele tiden at skulle være bange for, at noget, jeg har vænnet mig til at bruge, forsvinder. Jeg har nok af andet bøvl at bekymre mig om. Musikken skal bare spille, når jeg beder Alexa om det i bilen, det skal ikke være endnu en af slåskampene i mit liv.
Og det er så her, jeg gerne vil vende tilbage til Dropbox.
Jeg elsker Dropbox. Nej, systemet er ikke fejlfrit og der er dele af det, der er åndssvagt lavet. Det er f.eks. alt for besværligt at droppe synkroniseringen af enkelte foldere (hvorfor kan jeg ikke bare vælge, hvilke devices, jeg vil synkronisere med, i selve webinterfacet? Det er jo registeret alligevel?). Men jeg har bare oplevet Dropbox som værende langt mere tilregnelig end såvel Google Drive, Microsoft OneDrive og Apples iCloud, der alle har taget røven på mig på et eller andet tidspunkt.
Men hvad nu, hvis Dropbox går ned?
I de sidste par år har Dropbox foretaget en migration fra Amazons Cloud-infrastruktur og har bygget deres egen. Jeg stoler faktisk ret meget på Dropbox, og de har sat nogle folk med alenlange CV’er og kæmpe-erfaring indenfor lagringsinfrastruktur på sagen, og jeg er sikker på, at de har lavet masser af redundans, sørget for at placere datacentre over hele planeten og så videre, sådan at hvis ét datacenter går ned, kan et andet tage over.
Det var sådan Internet var designet historisk. Hele idéen med nettet var decentralisering med henblik på sikkerhed og robusthed. Da RAND-forskeren Paul Baran i 1960 første gang beviste, at redundans i kommunikationsnetværk kan få netværket til at ”reparere sig selv” når det kommer under angreb, var det netop redundans-graden, der var den vigtige faktor. Jo flere punkter i netværket, der kan udføre den samme opgave og er forbundet til hinanden, jo sikrere er hele netværket – for der vil altid være en alternativ rute mellem to punkter, hvis der er forhindringer ad en bestemt rute. Barans principper, og hans senere opfindelse og tilføjelse af Packet Switching-princippet er hele grundlaget for, at vi overhovedet har et stabilt og hurtigt Internet i dag. Det er grundlaget for, at vi kan bruge skyen.
Baran var ikke engang interesseret i computernetværk som sådan. Hans netværksforskning gik på digitale telefonopkald, selvom det naturligvis stadig er datapakker med bits, der drøner rundt i et netværk. Men folkene, der skabte først ARPANET og siden Internet fik deres inspiration fra Paul Barans distribuerede netværksprincip.
Alternativet er værre
Centralisering i netværkssammenhænge er nemlig noget lort. Det var derfor Baran overhovedet kom i gang med at kigge på de her ting. Det amerikanske luftvåben var nervøse for, at en af de store telefoncentraler i USA ville bryde sammen under et atomangreb fra russerne, og at det ville fjerne muligheden for at information kunne flyde ad kommandovejene i militæret.
Lidt kortere sagt er en af årsagerne til, at Internet kom til at se ud som det gør, at for meget centralisering gør det sårbart. For jo færre centraler, jo færre steder skal bryde sammen for at det hele bryder sammen.
Så hvad nu, hvis Dropbox går ned? Igen – jeg tror og håber, de har redundansen i orden jf. Barans principper. Men jeg ville pludselig miste adgangen til hele min musiksamling, en apps, jeg installerer ofte og som ikke er nemme at få fat i, samt alle de dokumenter, billeder og videoer, jeg ikke har liggende lokalt på min laptop. For slet ikke at tale om alle de mobil-fotos og videoer, jeg laver backup af på Dropbox, så de ikke fylder på min telefon.
Er det nogen katastrofe? Nej. Jeg ville formentligt ikke være værre stillet, end hvis jeg havde en serverbackup i mit hjem i stedet. Jeg har faktisk netop haft hele hovedet nede i en gammel kasse med harddiske og brændbare cd’er og dvd’er, fordi jeg skulle finde nogle 12 år gamle filer frem for at hjælpe en ven. Så er det, man finder ud af, at selv diske, man har passet på, kan få lyst til at holde op med at fungere, selvom man har passet på dem. De fleste har nok også prøvet at en harddisk gik ned, hvor der lå ting på, man ikke havde taget backup af – hvad nu, hvis det samme sker med ens lokale ”lager”? Eller hvad nu, hvis mit hjem brændte og alle mine diske brændte på én gang?
Nogle gange er man bare nødt til at være zen-agtig og give slip på det, man har mistet.
Nogle gange er det, man har mistet, dog fuldkommen uvurderligt og vigtigt for menneskeheden. Og nej, her taler jeg ikke om noget, jeg har været med til at lave eller nogensinde har lagret på mine maskiner.
Her taler jeg, om noget, der er ved at ske i USA, som bør skræmme enhver. Og som egentlig er hovedpointen med denne klumme.
Trump-administrationen er lige nu i gang med at gennemføre sin politik og trumfe igennem, hvad Trump lovede i sin valgkamp. Jeg er ikke ude på at skrive en politisk klumme her. Hvad jeg så end synes om Trump, så kan man ikke sige andet, end at han er i gang med at holde, hvad han lovede.
Problemet er dog, at Trump er begyndt at rode i skyen – vel at mærke den amerikanske stats egen sky. Det ligger i forlængelse af hans valgløfter, og personligt bryder jeg mig ikke om det, men sådan er demokratiet nu engang. Det handler om data.
Politisk ubekvemme data bliver slettet
Den amerikanske regering sidder på kæmpemængder af data, der bruges af forskere over hele jorden. Fordi det er betalt af de amerikanske skatteborgere, skal disse også have adgang til dem, så disse data er frit tilgængelige. Man kan finde dem Data.gov, der er en portal til de servere, der har dataene ombord hos de enkelte regeringsagenturer. Det betyder for eksempel, at det amerikanske sundhedsministerium tilbyder data om sundhed og sygdomme der går mange årtier tilbage, og som man kan bruge til at generere ny viden med. Det samme gælder data om klimaet, landbrug, arbejdsmarkedet og meget andet.
Amerikanske universiteter og data-aktivister er nu begyndt at hente disse data ned og lager dem i det, de kalder for ”Data refuges”, altså servere, regeringen ikke nødvendigvis har adgang til – men som offentligheden heller ikke nødvendigvis let kan komme til. Det er sikkerhedskopier af datasættene, som ligger på private servere.
Årsagen er, at Trump-administrationen mistænkes for at pille datasæt ud, der kan bruges til at modbevise argumentationen for deres politik og påstande. I visse tilfælde er man bange for, at de sletter hele skidtet. Allerede samme dag, som Trump blev indsat, blev links til klimadata m.m. fjernet fra Det Hvide Hus’ hjemmeside.
Og således sad jeg 20. januar sammen med en gruppe mennesker på UCLA, mens alle NASAs klimadata blev hentet ned på harddiske omkring os. Vi prøvede at lægge en slagplan for, hvordan man kunne fortsætte arbejdet og sikre disse data i fremtiden efter et distribueret princip. Det er ikke helt nemt. Det kræver enorme lagringsressourcer, især hvis offentligheden også skal have adgang til dem. The Internet Archive har flyttet nogle af deres servere til Canada for netop at kunne hjælpe med noget lignende uden at den amerikanske regering kan blande sig.
Da jeg sad der med den der gruppe af mennesker på UCLA kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvordan er vi endt her?
Da Internet-forløberen ARPANET blev konstrueret, var det for at binde såkaldte timesharings-systemer sammen. Disse var reelt tidligere servere eller mainframe-computere, som flere mennesker kunne bruge på én gang fra hver deres terminal, og hver især føle, at de havde adgang til deres egen computer. Men de delte i virkeligheden med en masse andre og det var en centraliseret model. Alle de studerende på UC Berkeley, MIT, UCLA eller Stanford i begyndelsen af 70’erne brugte en computer, var det en central computer på hvert universitet, de brugte, og når de gik på ARPANET, fik de adgang til andre centrale computere.
Fra centralisering til decentralisering og tilbage igen
Det gik man netop bort fra for at skabe så hurtig deling af informationer som muligt og skabe et mere robust netværk. Det var hele idéen med TCP/IP – hvis alle de maskiner, der koblede sig på netværket blot kunne håndtere denne protokol, kunne hver maskine hjælpe til med at kontrollere, at data flød på den rette måde. Man distribuerede arbejdsopgaverne ud.
Det var det samme, der skete, da peer-to-peer for alvor brød igennem omkring årtusindeskiftet med Napster. Det eneste, der var centraliseret, var oversigten over, hvor de forskellige filer lå henne. Så længe, man havde Napster-klienten installeret på sin maskine, kunne andre hente filerne fra ens computer og ikke fra en central server. Med Bittorrent behøvede man ikke engang den centrale server med informationerne længere. Med andre ord: Internet blev bygget på decentralisering.
Men med Cloud-”revolutionen” er vi begyndt at centralisere det hele igen. Halvdelen af funktionerne på vores smartphones bliver varetaget i skyen, inklusive virtuelle assistenter, musikafspilning, dokumenthåndtering og så videre. Flere og flere ting på laptops og tablets går samme vej. Jeg har kun min e-mail hos Microsoft, fordi jeg er gammel Hotmail-bruger. Jeg har ingen personlig redundans der (Jeg har f.eks. ikke en backup af alle mine mails hos Google) og er fuldstændigt afhængig af, at Microsoft sørger for at sprede dataene rundt på flere datacentre.
Og tag ikke fejl, det indgår i mit valg, at jeg anser Microsoft for at være et firma, der er lidt gammeldaws og ikke tager for mange risici. At firmaet bliver ledet af folk som Satya Nadella, der virker klippestabil og ikke til at slå ud af flippen. Der er politik i det også. Microsofts ledelse ligger en anelse til venstre for midten rent politisk (efter amerikanske forhold). Sådan er firmaets grundlæggere også, og Satya Nadellas udmeldinger i forbindelse med nogle af Trumps nyligt udstedte executive orders peger også I den retning. Men det er ikke blot fordi, jeg selv ligger på den politiske midte, og måske en anelse til venstre (igen, efter amerikanske forhold), at jeg holder fast i Microsoft, når det gælder min e-mail. Det handler også om, at jeg tror, de vil gøre det rette, hvis Trump-administrationen gør et eller andet, der for alvor skaber kaos i landet. Eller hvis der bliver krig. Det er den slags, man er nødt til at overveje, når man centraliserer tingene for meget.
En håndfuld firmaer sidder med det hele
Tænk lige over det. Hvor mange Cloud-firmaer kan du nævne, der gemmer på ting for almindelige mennesker? I virkeligheden domineres det hele af ganske få, herunder Amazon, Microsoft og Google, og til dels Apple (der jo altid har fastholdt én i et økosystem alligevel). Og så Dropbox, der har 500 millioner menneskers informationer på deres servere. Jaja, så er der alle de andre Cloud storage-spillere på markedet, men de fleste af disse bruger enten Amazons, Googles eller Microsofts tjenester.
Det er en magtcentralisering, der er ret ubehagelig. Fire-fem ledelser kan i princippet tage nogle beslutninger på vegne af vores informationer, vi måske ikke er interesserede i. Og med centraliseringen er også fulgt mangel på konkurrence og dermed andre steder at gå hen for langt de fleste mennesker. Jeg tvivler på, at det vil ske, men hvad nu, hvis disse firmaer beslutter sig for – i fællesskab – at slette ting på deres servere, de ikke mener er i deres eller offentlighedens interesse – og disse ting ikke er backet up nogle steder – sådan lidt som Trump-administrationen angiveligt er i gang med på de statslige servere?
Hvad nu, hvis man som ung singlefar har en folder, der hedder ”børn” og en, der hedder ”porno”, hvoraf den sidste er selvforklarende og den første er billede af ens egne børn? Kunne begge blive slettet af firmaerne, fordi de ville være bange for, at der var børneporno involveret? Hvis de kunstige intelligenser tager fejl og sletter noget, man gerne ville gemme – kan firmaerne så holdes ansvarlige? Hvordan værdisætter man slettede filer, når man er i retten med en erstatningssag?
Det kan godt gøre mig lidt paranoid at tænke på.
Men for nu at være helt ærlig, så er det, der gør mig mest paranoid meget mere nede på jorden. Jeg har lige nu over en halv terabyte liggende i min Dropbox. Hvis jeg beslutter mig for at skifte over til en anden udbyder, fordi Dropbox bliver købt eller bare falder af på den i forhold til deres service, er der så en måde at flytte dataene på, der ikke involverer, at jeg skal købe en stor harddisk, downloade hele lortet og så uploade hele lortet igen med den samme filstruktur? Det vil jo tage evigheder. Og jeg er doven, utålmodig og irriteret over, at det skal være på den måde.
Så på grund af centraliseringen er jeg låst fast hos Dropbox lige nu. Det fungerer fint. Men hele pointen er jo, at det ikke er sikkert at det bliver ved.
