DR har nu digitaliseret ca. 70% af radio- og tv-arkiverne og dermed er kulturarvsprojektet afsluttet.
Medieforliget fra 2007-10 afsatte dengang 75 mio. kroner til digitalisering af DRs arkiver. Nu er pengene brugt og DRs andel i det store kulturarvsprojekt er afsluttet. Det skriver DR.
I alt er ca. 70% af radio- og tv-arkiverne nu digitaliseret, sammen med 140.000 pressefotos og andre historiske fotografier.
Undervejs har der været en udvælgelsesproces, med fokus på hvordan man fik mest for pengene og hvad der var mest relevant at få med.
“Vi har valgt ud fra vores erfaring og faglige formodning om, hvad der er vigtigst. Fokus har været på en indholdsmæssig vurdering: Var det noget, som nogen ville finde interessant?”, fortæller souschef i DR Arkiv og Proces Mette Charis Buchman, til DR, og fortsætter:
“Men også i forhold til de forskellige formaters overlevelsesevne og vores muligheder for at have den teknik og personale med den viden, der skal til for at arbejde med dem”.
DRs fysiske radio- og tv-arkiv indeholder ca. 900.000 timers optagelser. Undervejs i arbejdet er der også fundet optagelser man ikke vidste eksisterede.
DR Arkiv forbereder lige nu en sommerturné rundt i landet, hvor de på festivaler og andre begivenheder vil vise arkivet frem. Det vil både være mere generelle ting, men også optagelser fra den egn der besøges.