Samsung er klar med deres egen proprietære audioteknologi UHQ, der kan opskalere lyd til 32 bit.
“Samsung’s Proprietary UHQ 32bit Audio Technology Delivers Ultra-high Quality Sound”.
Sådan indledes Samsungs annoncering af deres nye proprietære (dvs. non-standard) audioteknologi, der lanceres på CES-udstillingen her i begyndelsen af januar.
Samsung UHQ (Ultra High Quality) er en opskaleringsmotor, der kan lave al audio om til 32-bit. Om det er 8-bit, 12-bit, 16-bit, 20-bit eller 24-bit.
UHQ arbejder med såvel trådløs lyd som lyd via kabel og er udviklet på Samsungs audiolaboratorie i USA.
Samsung fortæller at lydteknologien også indeholder en algoritme til at nedsætte forvrængning skabt af højttalerenhedernes bevægelse, ved at forudsige hvordan højttalerenhederne vil bevæge sig i forhold til musikkens indhold og kompensere for dette. Dette giver især en bedre kontrol over basenheden.
Som en anden del af lydprofilen i UHQ er der mulighed for ‘Wide-band Tweeter’, hvor diskanten bredes mere ud i rummet, samt en ny forstærkerdel med lav støj.
På CES-udstillingen vil Samsung lancere flere produkter med UHQ. Det er H7 multirum streaminghøjttaler og soundbar MS750.