Kurt Ravn og Mille Gori i anderledes julekalender, den første Viaplay-originalserie for børn og første julekalender.
Det Store Eksperiment er en julekalender bestående af 24 afsnit.
I tv-serien kombineres videnskab og pædagogik på underholdende vis. Hovedformålet med serien er at appellere til børnenes naturlige nysgerrighed og lyst til at lære.
De unge seere vil derfor gennem 24 afsnit få udvidet deres viden inden for emner som bl.a. kemi, musik og matematik, og dét samtidig med at serien både skal underholde og være spændende.
Den folkekære skuespiller Kurt Ravn spiller i serien den jaloux og skøre ”Professor Primus”.
Den anden hovedrolle spilles af Mille Gori, som med sit umiddelbare og vindende væsen er kendt og elsket blandt børn. Mille er især kendt som karakteren ”Motor Mille” og spiller i serien jurymedlemmet, som skal hjælpe børnene igennem de 24 eksperimenter.
De to børn, som er de virkelige helte i serien, spilles af de charmerende og energiske tvillingebrødre Jakob og Rasmus på 12 år. På trods af, at de to drenge er tvillinger, er de meget forskellige med hver sine interesser.
Jakob er et sprudlende konkurrencemenneske, som går til udspring fem gange om ugen, hvorimod Rasmus er den mere stille og opfindesomme type, hvis store passion er mad – han er nemlig en sand troldmand i et køkken.
Det store eksperiment er produceret som en julekalender, og er den første af sin slags, som udelukkende vises på en streamingtjeneste. De to drenge skal sammen lykkes med at udføre professorens 24 eksperimenter for at komme hjem til jul.
Premiere den 1. december 2016.