Salget af Apples ur nåede angiveligt et nyt bundniveau i seneste kvartal.
Apple selv annoncerer ikke salgstal for deres ure, men analysefirmaet IDC følger salget via forskellig statistik og prognoser.
Ifølge de seneste tal fra IDC så sendte Apple 1,1 mio. Apple Watch på markedet i 3. kvartal 2016. Det skriver Business Insider.
Det er et fald i salget på 71,6% i forhold til samme kvartal året før, hvor IDC anslog at Apple leverede 3,9 mio. ure.
Dette er dog det kvartal hvor Apple annoncerede en ny udgave af deres ur, og kunder kan have afventet Apple Watch 2.
Et fald på over 71% på et år er dog ikke godt for nogen produktkategori, uanset hvilke forklaringer man finder frem.
Det bringer samtidig Apples markedsandel for smarture ned fra 70,2% året før til nu 41,3%.
Nummer 2 er Garmin med 600.000 solgte og nr. 3 er Samsung med 400.000 solgte. Især Garmin stormer frem med en vækst over et år på 324%.