DayDream View er Googles eget bud på et VR-headset, der følger deres DayDream-standard.
Men derudover er der ikke ret meget standard over det. For det første har Google forkastet idéen om, at overfladen på sådan et headset skal være plastik-hårdt og har i stedet betrukket headsettet med filt. Det gør det naturligvis lidt mere dekorativt at se på i de grå, røde og hvide mønsterbetræk, det kan fås i.
En anden ting, der ikke standard, er prisen, der ligger helt nede på 79 dollar (ca. 530 kroner før danske skatter og afgifter). Og så følger der en lille controller med, der blot har to knapper, men som har sensorer ombord, så man kan styre ting ved blot at vippe og dreje controlleren.
Den lille controller kan endda opbevares i selve headsettet ved at man spænder det fast på klappen til fronten.
DayDream View skulle i øvrigt også fungere for folk, der bruger briller, hvilket sikkert vil gøre VR-oplevelsen bedre for folk, der ellers er vant til at den virtuelle virkelighed er lidt uskarp.
Derudover skal man have en DayDream-kompatibel telefon for at få glæde af DayDream View. Den første, der er kommet på markedet af den slags, er den Pixel-telefon, som Google netop har lanceret, men som i første omgang ikke kan købes direkte til Danmark.
Om DayDream View bliver tilgængelig i Danmark, når den lander til november, vil tiden vise.
https://www.youtube.com/watch?v=rLLAA4ENIP4