Alcatel er ikke det mobiltelefon-brand, det var engang, men de fortsætter med at lave mobile gadgets.
Et eksempel er dette nye Virtual Reality-headset, som firmaet netop har præsenteret på IFA. Alle og enhver skal jo tilsyneladende lave VR-briller for tiden, så det er såmænd ikke så overraskende.
Det specielle ved ’Vision’, som modellen hedder, er dog, at du ikke behøver koble det til noget. Det kører helt selvstændigt. Der skal altså ikke sættes nogen smartphone ind i fronten, som man kender det fra f.eks. Samsungs GEAR VR, ej heller skal det kobles op til en computer eller en spilkonsol á la Oculus Rift, HTC Vive eller PlayStation VR.
I stedet er der indbygget en ottekernet CPU, 3GB RAM, 32GB lagerplads, samt Bluetooth og LTE. Der sidder en skærm til hvert øje i brillen, der hver især er på 3,8 tommer og 1080 x 1020 pixels. Batteriet sidder omme i bøjlen, der sidder på bagsiden af ens hoved. Det er på 3.000 mAh, hvilket ifølge Mashable er nok til 3-4 timers konstant brug.
Den store ulempe ved at gøre tingene på denne måde er naturligvis, at brugerne er afhængige af Alcatels egen softwareplatform, og dermed denne platforms egne apps. Som Microsoft lærte med deres smartphone-eventyr, så er apps alt, og Alcatel er derfor nødt til at lægge sig i selen for at få hentet tilstrækkeligt med apps og indhold til at Vision bliver et attraktivt køb.
Det gør det ikke nemmere at sælge Vision, at den amerikanske pris er meldt ud til at ligge et sted mellem 5-600 dollar, hvilket er oppe i Oculus Rift-klassen.
Endelig er der naturligvis den fordel ved f.eks. GEAR VR, at man kan beholde brillen, selvom man opgraderer skærm og hardware i form af en smartphone. Med Vision skal det hele skiftes ud, når man opgraderer.