Måske er Apples planer om en tv-kanalpakke via en app ikke helt døde endnu.
Disse blev ellers angiveligt lagt på is for nogle måneder siden.
Men nu skriver Wall Street Journal, at Apple har ansat Peter Stern (bill.). Det er der naturligvis ikke noget odiøst i, andet end at Peter Sterns forrige job var hos den amerikanske kabelgigant Time Warner Cable, der for nylig fusionerede med en anden kabelgigant, Charter.
Stern var tilsyneladende en af de folk, som Apple forhandlede med, da de forsøgte at få gang i tv-pakken, og nu er han altså kommet om på den anden side af bordet. Især fordi, Stern er blevet meldt ud til at skulle arbejde med Eddy Cue i ’Cloud Services’-afdelingen. Det var netop Cue og hans afdeling, der ledte arbejdet med tv-pakken.
Det har givet nyt liv til spekulationerne om en tv-tjeneste, men det kan naturligvis også bare være, at Eddy Cue og Peter Stern kommer godt ud af det med hinanden, og at Stern bare vil prøve en ny branche. Vi får se.