Til trods for den massive mængde af smarture, der efterhånden er tilgængelige, er de fleste mennesker stadig godt tilfredse med den enkelthed, der følger med almindelige fitnessarmbånd.
Enkelheden, der betyder også en bedre batterilevetid, er noget af det, FitBit prioriterer højt, hvilket formentlig er en af årsagerne til deres succes.
Sådan er det også med de to nye FitBit-modeller, firmaet netop har annonceret. Den ene er en opfølger til firmaets store hit, Charge HR. Der er stadig tale om et enkelt armbånd uden touchskærm, men skærmen er blevet fire gange så stor, så man ikke skal anstrenge sig eller stoppe for at se på skærmen, når man f.eks. er ude at løbe.
Charge 2, som det nye armbånd hedder, har fået bedre GPS-muligheder, der skaber en højere nøjagtighed i lokations-trackingen, når man har sin smartphone med ude at løbe, cykle eller lignende.
Navigationen er nu bedre organiseret, og der er tilføjet undermenuer, så der er bedre mulighed for at kontrollere de mange funktioner.
Endelig er der sket en del i forhold til softwarefunktionerne, hvor man blandt andet nu kan få en ’Cardio’-score, der sammenholder de informationer, armbåndet kan indsamle, til en samlet hjertesundheds-måling.
Og så er der kommet en åndedrætsøvelses-funktion, der kan hjælpe én med at slappe af. Batterilevetiden med den større skærm er nu på fem dage, og uret skulle blive tilgængeligt midt i september. Den vejlende pris i FitBits hjemland, USA, er 149 dollar, eller cirka 1000 kroner før danske skatter og afgifter.
Derudover er FitBit kommet med Flex 2 (herover), der er en afløser for en anden af FitBits store sællerter, Flex. Den primære forskel er, at Flex 2 kan bruges af svømmere, for armbåndet er nemlig vandtæt ned til 50 m.
Det har betydet et farvel til skærmen, der er erstattet af en række LED’er, der med forskellige farvekoder kan vise forskellige informationer, såsom skridttælling og notifikationer fra din telefon.
Ligesom Flex er Flex 2 i virkeligheden et lille modul, der kan sættes i andre armbånd, hvis man f.eks. hellere vil have noget smykkeagtigt. Den kommer til oktober til en amerikansk pris på 99 dollar, eller cirka 670 kroner før danske skatter og afgifter.