De bærbare ekstra-batterier, powerbanks, oplever et fire-doblet salg og efterspørgsel pga. Pokemon Go.
Sommerdillen Pokemon Go smitter af på salget af mobil tilbehør.
Mens der spilles, så er skærm og GPS tændt hele tiden på smartphonen, og det dræner batteriet. Så hvis der er behov for at spille udenfor i flere timer ad gangen, så er der også brug for at lade op undervejs.
Det har øget både salg og søgning efter mobile opladere, de såkaldte powerbanks.
Elgiganten: Salget oppe med 400%
Hos Elgiganten melder de om en firedobling i salget af powerbanks de sidste to uger, sammenlignet med de samme 14 dage sidste år.
“Der har været en betydelig stigning i interessen for ekstrabatterier til mobiler, og mange steder er hylderne nu næsten tomme”, fortæller salgschef for tele i Elgiganten, Michael West, og han fortsætter:
“Totalt set er salget fordoblet i forhold til sidste år, og enkelte steder har efterspørgslen været helt vanvittig. Jeg fik for eksempel et opkald fra en af vores butikker i Århus der kunne melde, at salget hos dem var firedoblet”.
Pricerunner: Søgningerne oppe med 400%
Hos søgetjenesten Pricerunner bekræfter de den store interesse.
“Den generelle trafik til Powebanks er på en uge steget med 400% sammenlignet med normalt niveau”, fortæller Pricerunners Country Manager, Martin D. Andersen, til recordere.dk.