Det lader til, at Nintendo vil gå nye veje med deres næste spilkonsol.
Nintendo NX, som den angivelig hedder, er nemlig slet ikke nogen konsol, hvis man skal stole på websitet Eurogamer.
I stedet er der tale om en slags spille-tablet med aftagelige controllere, der så forbinder sig trådløst til en hub, der så er forbundet til ens tv. På den måde kan man både spille på konsollen håndholdt eller på tv’et med de aftagelige controllere.
På den måde bygger Nintendo NX tilsyneladende videre på nogle af principperne fra Wii U, der også havde en skærm indbygget i controlleren. Det minder lidt om Razers gaming-tablet, Edge, som der er billede af ovenfor.
Kernen i tablet’en skulle efter sigende være den Tegra X1-chip fra NVIDIA, der også er at finde i firmaets Android TV-boks, Shield TV.
Det betyder ifølge Eurogamer, at Nintendo NX ikke bliver noget kraftcenter, der kan konkurrere med kommende PlayStation- eller Xbox-modeller, men til gengæld bliver den transportabel. Den oprindelig Wii var en enorm succes, selvom den ikke rent grafik- eller CPU-mæssigt kunne følge med de andre konsoller i dens generation.