Forbrugerteknologien giver os mange muligheder. Men er der grænser for, hvad vi bør bruge den til? I denne klumme funderer skribenten over det spørgsmål i lyset af de tragiske hændelser i USA i sidste uge.
USA er i denne tid optændt af den hedeste debat om raceorienteret politivold siden tresserne. Både den vold, politiet udøver på afroamerikanere og den vold, der går den anden vej. Årsagen er naturligvis de tragiske begivenheder i forrige uge, hvor to afroamerikanske mænd blev slået ihjel af politiet i Louisiana og Minnesota, og den følgende modreaktion i Dallas fra en massemorder, der gik til angreb på politiet.
Silicon Valley var der med det samme. Problemet kan løses med teknologi, lød det. Shervin Pishevar, en af teknologimekkaets største investor-navne og en af folkene bag Hyperloop One, foreslog ifølge USA Today, at man kunne lave en app, der kunne beskytte både politibetjente og de mennesker, betjentene i kraft af deres job interagerer med.
App’en skulle facilitere en slags videochat á la Skype eller FaceTime, hvor betjentene kunne klare al den indledende snak, såsom fremvisning af kørekort, når de har hevet en bilist ind til siden. Samtidig kunne app’en dokumentere hele forløbet ved at optage og gemme videochatten. Smart, ikke?
Forslaget er dog et klassisk eksempel på det, der kaldes solutionisme. Idéen om, at der findes en ukompleks løsning på alting, og at denne løsning er noget, der skal konstrueres med ingeniørmetoder. Fair nok, Silicon Valley er jo et ingeniør- og programmør-domineret område, så det er måske klart, at de løsningsforslag, der kommer ud derfra, har en teknologisk vinkel på tingene.
Facebook Live erstatter alarmcentralen
Men som teknologiskribenten Nicole Lee skriver i en kommentar på websitet Engadget: »…en løsning som denne skaber formentlig flere problemer, end den løser…og den skaber yderligere afstand mellem politiet og de borgere, de skal servicere«.
Lee har ret i begge dele. Rent praktisk kræver det, at app’en findes på alle smartphones, og at alle har en smartphone, der kan understøtte videochat. Hvad sker der, hvis kameraet er i stykker på den ene smartphone? Og hvad med alle de folk i lavindkomstgrupper, der ikke har råd til en nyere smartphone? Philando Castile, der blev skudt af en betjent i Minnesota, blev stoppet, fordi hans ene lygte var i stykker.
Hvis han ikke har råd til at få lavet lygten, eller undvære bilen, mens den bliver lavet, fordi han så ikke kan komme på arbejde – hvordan skulle han så have råd til en ny smartphone?
Samtidig var eksemplet fra Minnesota specielt, fordi teknologien faktisk blev brugt som en løsning under hændelsen. Da Castile var blevet skudt af betjenten var det første, hans kæreste på passagersædet gjorde, at starte en Facebook Live-stream. I stedet for at ringe efter en ambulance eller efter anden hjælp, broadcastede hun hele efterspillet live og gjorde verden opmærksom på, hvad der skete.
I dag kan man som enkeltperson, med en smartphone, starte en live-videotransmission til hele verden. Det har fået en anden debat i gang, om hvordan sociale medier – og specielt Facebook Live – bliver en løsning for minoritetsgrupper, der ikke stoler på politiet.
Borgerrettigheds-aktivisten Shaun King siger til Inc.com, at »Vi lever i en mærkelig tid, hvor vores sociale medie-opdateringer nærmest erstatter alarmcentralen. Når du lige har oplevet race-profilering, og din kæreste er blevet skudt af politiet, hvem ringer du så til? Politiet?«.
Der er ingen tvivl om, at videodokumentation af den slags hændelser har været en stor hjælp og et vigtigt værktøj for minoriteter, der føler sig forfulgte. Som Præsident Obama lagde vægt på til et af sine pressemøder efter Dallas-skyderierne, så er den voldelige kriminalitet faktisk på et af sine laveste punkter nogensinde i USA. Formentlig skal vi helt tilbage til tresserne for at finde et tidspunkt, hvor der har været mindre voldskriminalitet i USA.
Men på grund af sociale medier, smartphones og muligheden for at dokumentere alting med video, og fordi vi aldrig har haft så mange mediekanaler og så meget information, vi bombarderes med, virker det modsat. Vi ser mere af den vold, der rent faktisk eksisterer. Hvilket skaber en enorm frygt, der bizart nok kan føre til mere vold. Er det en god løsning? Det synes der ikke at være noget entydigt svar på.
Hjemløs lærte at programmere
Solutionismen findes dog ikke kun i den ovenstående debat. Også andre sociale udfordringer forsøgesløst med teknologi i USA. Nicole Lee fra Engadget nævner eksemplet med Leo Grande, en hjemløs mand i New York, der lærte at programmere. Det sidste skete, da en anden programmør forbarmede sig over ham, og mente, at kode-kundskaber måtte være løsningen. Så kunne Grande jo få et job eller selv blive software-iværksætter.
Det sidste skete rent faktisk. Grande lavede sin egen app, som han tjente omkring 10.000 dollar på. Men da webmediet Mashable siden fulgte op på historien, viste det sig, at Grande stadig var hjemløs. Han havde brugt de 10.000 på fornødenheder, der ikke var blevet taget hånd om i hans tid som hjemløs, og havde ikke råd til at betale for at have app’en liggende på en server. Og så døde hele projektet.
Såvel volden i USA som Silicon Valley-solutionisme kan synes langt væk, når man sidder i Danmark. Men prøv alligevel at overveje, hvor vant, du er til at tænke i teknologiske løsninger. Sender du tekstbeskeder i stedet for at ringe til folk, du i virkeligheden ikke gider snakke med? Hvilke apps har du pacificeret dine børn med for nylig? Kan du finde vej uden GPS? Hvor mange telefonnumre kan du huske i hovedet? Måske er det ikke lige præcis disse løsninger, der har gjort en forskel for dig – men så er der måske nogle andre?
I sidste ende er det belejligheds-lyst og dovenskab, der driver værket. Det er nemmere at lade teknologien gøre tingene for os. Oftest gør teknologien ting mulige for os, vi ikke har kunnet tidligere. Den er som oftest en god løsning. Bare ikke altid.
