Det kan godt være, folk blev forargede over efterretningstjenesternes monitorering af mobiltelefoner efter Snowden-affæren. Men åbenbart ikke forargede nok.
I hvert fald har det ikke været den vilde succes at forsøge at kapitalisere på folks frygt for hacking, identitetstyveri og overvågning, når det gælder smartphones.
Et af de mest profilerede projekter på feltet, Blackphone (bill.), er en tordnende fiasko, hvis man skal tro Forbes.
Blackphone skulle være den mest sikre smartphone, du kan købe for penge, og det så da også lyst ud til at begynde med for firmaet. Da de annoncerede deres telefon, var der tre store teleselskaber, der havde udtrykt interesse i at købe op mod 250.000 Blackphones.
Det opfattede firmaet bag, Silent Circle, som et løfte. Det skulle de nok ikke have gjort. To af de tre store teleselskaber bakkede helt ud, og det sidste tilbageværende endte med kun at købe 6.000 Blackphones i stedet for de 100.000, som Silent Circle havde regnet med.
800 dollar, eller ca. 5.400 kroner omregnet, er penge at betale for en telefon, der i princippet blot er en standard-Android-telefon med ekstra sikkerhed. Det sidste er der tilsyneladende ikke efterspørgsel på at betale ekstra for.