Smart TV kan hackes. Det fandt et par ud af på den hårde måde da spionoptagelser endte på pornosite.
Mange Smart TV har dårlig sikkerhed og det er muligt for dygtige hackere at skaffe sig adgang til TV’et og overtage funktioner som kamera og mikrofon. Det er et emne der har været oppe ved flere lejligheder, også her på recordere.dk.
Men et er teori, noget andet er praksis. Altså om det bliver misbrugt, og det kan et britisk par nu skrive under på. Det fortæller avisen Daily Mail.
Optog parret under sex i sofaen
“Vi har behandlet en sag om et par der blev filmet under sex i stuen. Optagelserne skete igennem deres Smart TV, af en person som havde taget kontrollen over det”, fortæller Laura Higgins fra Revenge Porn Helpline til Daily Mail, og hun fortætter:
“Optagelserne dukkede op på et website”.
Mange Smart TV har mikrofoner og kameraer indbygget til visuel kontrol, Skype opkald mm. Men hvis sikkerheden ikke er i orden i Smart TV og hjemmets netværk, så kan ondsindede personer udnytte det.
Et tilfældigt angreb
Det var venner til parret der opdagede optagelserne, og ud fra vinklen kunne parret afgøre at det måtte være spionoptagelser igennem deres TV.
Parret var ikke udsat for afpresning eller ofre for hadekampagner, så de vurderes at være ofre for et tilfældigt hackerangreb.
Det fremgår ikke af artiklen hvilket Smart TV mærke/model der er tale om.