Nu findes der ransomware som låser tv-skærmen og kræver løsepenge. Set på Android TV.
Ransomware er kendt fra computere og mobile enheder, og nu rykker det også ind på tv-skærmen.
Det er sikkerhedsfirmaet Trend Micro der advarer om at den ransomware til Android, som går under navnet FLocker (Frantic Locker), nu spreder sig til Smart Tv.
Det er brugere af Android TV der er kommet i farezonen, for at få tv-skærmen låst og afkrævet løsepenge for at få TV’et sat fri igen.
Trend Micro fortæller at de har registreret over 7.000 varianter af ransomware FLocker, og nu altså også i en variant der kan inficere Android TV.
En skummel trojansk hest
I udgaven til Android TV er det en trojaner som udgiver sig for at være et IT-politi, hvorefter man beskyldes for forbrydelser man ikke har begået. Som løsepenge kræves iTunes gavekort for en værdi af $200 (omkring 1.325 kroner).
FLocker undgår at låse TV i en række østeuropæiske lande. Ved opstart tjekkes om det er et Android TV der står i Kasakstan, Aserbajdsjan, Bulgarien, Georgien, Ungarn, Ukraine, Rusland, Armenien eller Hviderusland. Hvis TV’et står i et af de lande, så vil ransomwaren deaktivere sig selv.
Sådan rammer den
Trend Micro fortæller at når først et Android TV er inficeret, så venter FLocker i 30 minutter inden den starter.
Herefter vil brugeren blive lokket til at give softwaren administrator-rettigheder, og nægtes det vil skærmen fryse mens en fake systemopdatering kører på skærmen.
Hvis den ransomware får det nødvendige rettigheder til at køre, så vil det tage billeder af personen foran TV’et så anmodningen om løsepenge kan gøres mere skræmmende (vi kender dig).
Der indsamles også andre data som oplysninger om TV’et og brugen af det.
Vær varsom
Vi er vant til at være varsomme på nettet med computer og mobil, men nu skal vi også til at være det med Smart TV.
Den hyppigste spredning af ransomware sker via email, sms og skumle hjemmesider. SMS er udelukket på TV, men undlad at installere apps fra ukendte kilder.
Hvis man oplever at ens Smart TV rammes af ransomware, så anbefaler Trend Micro at man som det første tager kontakt til tv-fabrikantens tekniske support.