I forbindelse med åbningen af E3-spilmessen i Los Angeles holdes der traditionen tro en masse pressemøder.
Et af dem er naturligvis Sonys. Og her fik vi blandt andet en bekræftelse af, hvornår firmaet har tænkt sig at slippe deres konkurrent til Oculus Rift ud til de VR-hungrende PlayStation-fans
Det bliver 13. oktober i år, PlayStation VR rammer butikkerne i de første markeder, hvoraf Danmark skulle være iblandt. Men ligesom sine konkurrenter bliver PlayStation VR ikke specielt billig.
Den kommer til at koste 399 dollar, hvilket svarer til 2.700 kroner før danske skatter og afgifter, og vi skal derfor formentlig over 3.000 kroner for den danske pris.
Pudsigt nok er det den samme pris, som Microsoft netop har annonceret, at deres kommende Xbox One S kommer til at koste, hvor man altså får en hel spilkonsol med 4K Blu-Ray for den samme pris som en enkelt VR-brille.
Omvendt, så er det stadig langt billigere end en Oculus Rift, der koster 599 dollar, eller 4000 kroner omregnet.
Sony brugte også pressemødet til at tease en række spil, der kommer til at virke med PlayStation VR, hvoraf ét er ’Resident Evil VII’. I alt vil der være 50 spil klar ved lanceringen af PlayStation VR, siger Sony.