Streaming er blevet en milliardforretning i Danmark, anslår flere aktører på markedet.
Forbruget af streamingtjenester som Netflix, TV 2 Play, Viaplay, HBO Nordic m.fl. er på få år vokset til en milliard-forretning. Det fortæller erhvervsavisen Finans.
Der findes ingen officielle tal for det samlede marked, men avisen har spurgt flere af de store aktører på markedet, og her vurderer blandt andet TV 2 og MTG at omsætningen har passeret 1 milliard kroner.
“Streamingmarkedet kan blive rigtig stort. Vores vurdering er, at det er over 1 mia. kr. i abonnementsindtægter allerede. Og det er vokset meget hurtigt fra et lavt niveau i 2011 – 2012”, fortæller Stig Møller Christensen til Finans, og vurderingen herfra er at væksten fortsætter:
“Vi forventer, at markedet vil vokse ca. 30% om året den kommende tid. Det er det, vi hører, når vi spørger professionelle research-firmaer og analysehuse, og hvad vi når frem til i egne estimater”.
Hos MTG, der står bag Viaplay, er der samme forventning:
“Intet tyder på, at man er ved at nå et mætningspunkt. Danskernes appetit på streaming er enorm, og man kan ikke se, at den falder”, fortæller Kim Poder, adm. direktør for MTG Danmark, til Finans.
Til sammenligning er markedet for traditionel TV (flow tv) på sammenlagt på ca. 8 mia. kroner årligt, med en lav vækst.