Ingeniøren: Det er en sendemast på TDC-bygning der forstyrrer DR1 og DR2 hos YouSee-kunder i København.
Siden en kanalomlægning i København forleden, der har flere tusinde kunder hos YouSee oplevet forstyrrelser og sort skærm på DR1 og DR2.
Nu er fagmagasinet Ingeniøren nået frem til den konklusion, at den sendemast der forstyrrer YouSee-kunderne faktisk sidder på taget af TDC-bygningen på Borups Allé i København.
Ingeniøren er i besiddelse af en frekvensplan for YouSee fra 2013, hvor den pågældende sender er markeret som potentielt forstyrrende og med navnet ‘DTT sender BoA’.
Det er en sender der benyttes til DVB-T2 forsøg mm. som drives af OpenChannel. Den sender på UHF kanal 35 som er samme frekvens som YouSee nu udsender DR1 og DR2 på.
“Det er helt klart vores signal, der kan forstyrre, hvis kabel-tv-kunderne bruger gamle og utætte kabler. Det er den kanal, vi sender på, og det område, vi dækker. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om det”, fortæller direktør i Open Channel, Kenneth Wenzel, til Ingeniøren.
YouSee udleverer nye og bedre afskærmede kabler til de københavnske kunder som henvender sig med modtageproblemer på DR1 og DR2.