Samsung har et avanceret laboratorie for kvalitetstest af produkter placeret i England.
I Yateley i Sydengland, i en industribygning gemt af vejen i et stille og roligt industrikvarter, der har et særligt testcenter til huse.
SEQAL står der på skiltet udenfor.
Hvis man slår SEQAL op i fagregisteret for testcentre vil der stå at det favner områder som “Civil & Military Testing”, “Compliance Testing”, “EMC”, “FCC”, “GSM”, “Pre-compliance EMC Testing”, “Test & Certification Labs” og “Test Diagnosis & Facilities”.
QA Lab
SEQAL er en forkortelse for Samsung Euro QA Lab, deres europæiske laboratorie for Quality Assurance – på dansk kvalitetssikring.
Det er her at det sikres at Samsung-produkterne overholder lovgivningerne og lever op til de kvalitetskrav for brugen som er sat.
Når du står i butikken og beundrer den nye smarte Samsung Galaxy S7 Edge, så har den inden lanceringen været forbi SEQAL og blevet testet igennem på kryds og tværs.
Testcentret har været med til at sikre at telefonen ikke udsender for meget stråling, ikke kan forstyrre andet elektronik, har den nødvendige kvalitet på antennerne til mobil og netværk – i det hele taget at den klarer sig på de mange forskellige frekvensbånd som benyttes til mobiltelefoni verden over.
Bygningen hvor SEQAL har til huse virker ganske anonym udefra, men indvendig er den spækket med testfaciliteter og udstyr. Her arbejder de teknikere og ingeniører til daglig med at teste produkterne og bistå Samsungs udviklingsafdelinger i Korea.
Men det er ikke kun tests, det er her eksperterne arbejder. Det er her vi finder de personer der ved mere om Samsung TV end de fleste. De der ved hvad de nye SUHD-displays kan i detaljer.
Da Samsung valgte at udstyre dette testcenter med alt det nødvendige grej til at kunne teste og måle på mobiltelefoner der investerede de over 50 millioner kroner alene i de testgeneratorer og måleinstrumenter.
En maskinpark der samlet fyldte omkring 10 rackskabe i fuldstørrelse. Vi måtte ikke fotografere i det rum hvor udstyret er installeret, men hvis du en dag får til opgave at bygge et tilsvarende testcenter så er det forskellige produkter fra tyske Rohde & Schwarz som de mange millioner var investeret i.
Her i testcentret SEQAL ligger også Storbritaniens største kommercielle “lyddøde” rum – et såkaldt “anechoic chamber” der her benyttes til at måle hvor meget støj et givent produkt udsender, højfrekvent som lavfrekvent.
Hvis du her tænker mobiltelefoner og køleskabe, så ja, men også alle mulige andre produkter kan testes her. Eksempelvis biler eller sågar en lille helikopter. som det illustreres på et foto der hang udenpå døren ind til rummet.
I et andet laboratorie arbejder en industrirobot med, ved hjælp af et kunstigt hoved og kunstige kropsvæsker, på at teste påvirkning af mobiltelefoni i og omkring kroppen samt hvor meget stråling der afgives under eksempelvis en samtale.
Men SEQAL havde også testfaciliteter for måling af udstråling oma. Desværre var det ikke alt vi måtte vise her.
Samsung har også forskellige test-centre i Korea, men i mindre målestok. Det er dette testcenter i Europa der er det centrale, hvor produkterne kommer forbi i udviklingsfasen.
Om vi fik et smugkig på nogle nye hemmelige produkter? Nej, de var gemt godt af vejen den dag vi kiggede forbi 🙂