Når man lytter til musik med nogle år på bagen, kan man komme ud for at streaming-tjenester som Spotify og Apple Music roder rundt i tracks og har de forkerte numre liggende de forkerte steder. Det harceleres der lidt over i denne klumme.
I denne måned er det 30 år siden, Depeche Mode udgav mesterværket ’Black Celebration’. Det har denne Depeche Mode-fan valgt at fejre (sic) ved at skamlytte albummet igen og igen. Jeg har den i flere versioner, naturligvis, fra vinyl over første cd-udgivelser til den remastrede version, begge disse har jeg også rippet til et lossless format og smidt dem på en server. Og så videre og så videre.
Samtidig er jeg ret glad for streamingtjenester, især til at opdage ny musik med. Jeg abonnerer på flere af dem, for det skal man åbenbart for at få adgang til al det musik, man gerne vil have adgang til – det vender jeg tilbage til.
Især, når jeg hører musik i bilen foregår det via Spotify eller Apple Music. Og når man bor i Los Angeles tilbringer man rigtig meget af sin tid i sin bil, så jeg har hørt ’Black Celebration’ fra førersædet i de sidste par uger. Jeg tror, det var anden gang, jeg smed den på via Spotify, at jeg lagde mærke til noget besynderligt.
De, der kender albummet vil vide, at tre singler blev udgivet fra albummet: ’Stripped’, ’A Question of Lust’ og ’A Question of Time’. I USA blev B-siden til ’Stripped’, ’But Not Tonight’, smidt på som ekstranummer sidst på pladen og var en dobbeltsingle, da albummet udkom i 1986.
I firserne havde Depeche Mode for vane at udgive singlerne mange måneder før albummet kom ud. Og som regel var det den første maxi-single, der var tættest på den oprindelige version i forhold til, hvor gruppen havde arbejdet med nummeret i studiet. Det kan man f.eks. høre på ’Never Let Me Down Again’ fra det efterfølgende album, ’Music for the Masses’, hvor det helt tydeligt er den første 12”-udgave, kendt som Split Mix, der fader ud på albummet og går over i ’Things You Said’.
Men på grund af den lange periode mellem de første singler og selve albumudgivelsen blev albummet ofte mixet efter de første singler var udgivet. Og det betød nogle gange, at albummixet var substantielt anderledes end singlen, der allerede var kommet ud.
Et eksempel herpå er ’Strangelove’, også fra 1988-albummet ’Music for the Masses’. Single-mixet har et helt andet feel end albummixet. Der er noget delay-effekt, der sammen med en mere aktiv hi-hat skaber en sekstendedels-fornemmelse i stedet for den meget staccato ottendedels-fornemmelse, det rumklangs-overhældte album-mix har (Det var lidt musikteknisk, men for alle andre: De er ret forskellige). Alan Wilder, der dengang var medlem af bandet har på et spørgsmål fra en fan svaret, at bandet syntes der skete for meget i singlemixet, da tiden kom til at mixe albummet. Derfor blev det anderledes.
På ’Black Celebration’ er der også tydelig forskel på nogle af albummets singler og de udgaver, der ligger på albummet. Hvis vi nu tager ’A Question of Time’, f.eks., så begynder singlemixet med sangens hoved-synthesizerriff, mens albumudgaven starter med en helt anden synthlyd og det førnævnte riff kommer først ind efter andet vers.
En anden single fra albummet (der næsten hedder det samme), ’A Question of Lust’, starter i singleudgaven med en langsom fade-up af en synth-effekt, inden rytmesektionen kommer ind og starter sangen. I albumversionen er ’A Question of Lust’ en del af en sammenhængende trio af sange, der går over i hinanden med syntheffekter og reallyds-effekter mixet ind som broer.
Og nu kommer så det besynderlige. Da jeg lyttede til ’Black Celebration’ på Spotify opdagede jeg ved anden gennemlytning, at det ikke var albummixene af de to ovenstående sange, der var at finde på albummet. Det var single-mixene.
I ’A Question of Lust’-tilfældet fadede den foregående sang ikke over i nummeret, men da nummeret skiftede over, røg volumen i bund og nummeret fadede op forfra. I tilfældet ’A Question of Time’ var det endnu værre, da der er kæmpe forskel på selve mixet i de to versioner.
Albumudgaven har meget mere rumklang og er slet ikke så kontant som singleversionen. Men hvad værre er, så starter singleversionen på en helt anden måde end albumversionen. Og den slutter endda også anderledes. Albumversionen slutter med, at Dave Gahan synger linjen ”It’s just a question of time” uakkompagneret, hvorefter sangen ’Stripped’ starter lige efter.
Det er sådan, jeg har været vant til at høre albummet siden 1986 – og jeg chokerede lidt mig selv, da det først var på anden gennemlytning, at jeg opdagede, at ’A Question of Time’ fadede helt ud, før ’Stripped’ startede.
Hvordan hulen er single-mixene af de to numre landet på albummet? Jeg tænkte, at det nok var Spotify, der have rod i systemet. Jeg har ikke ret meget tiltro til tjenesten, og den eneste grund til at jeg (også)abonnerer på dem, er fordi de har nogle enkelte ting, jeg ikke finde på andre streamingtjenester lige så let. Det vender jeg som nævnt tilbage til.
Jeg tjekkede Apple Music. De havde den rigtige version – troede jeg. Det viste sig, at jeg lyttede til min egen rippede cd-version, fordi jeg havde søgt det forkerte sted i app’en. Da jeg søgte rigtigt, opdagede jeg, at den samme fejl også var til stede hos Apple Music. Fejlen ligger altså ikke hos streaming-tjenesterne, men snarere i den overlevering, som musikselskabet har lavet til dem.
Jeg er 100% sikker på, at bandet ikke har sanktioneret den beslutning, for single-mixene ødelægger hele den sammenhæng, albummet har, hvor numre går over i hinanden.
Nu har jeg som en musiker, der selv har udgivet plader, haft en del erfaring med pladeselskaber. Så jeg ved, hvordan det foregår, når den slags overleveringer sker. Det bliver typisk overset af nogle yngre, teknologikyndige mennesker, der leverer hele skidtet på harddiske eller faciliterer en netværksoverførsel. Og det er fint nok.
Når der er tale om store kataloger, er der formentlig ikke ressourcer til at gennemse alle albums individuelt, og jeg er sikker på, at ’Black Celebration’-albummet på streamingtjenesterne er blevet sammensat af en række individuelle tracks og et sted er der sket en database-indtastningsfejl, så det er de forkerte tracks, der er blevet gjort tilgængelige.
Men det fik mig til at tænke over, hvor utroværdige streamingtjenesterne egentlig er, når sådan noget kan ske. Single-kulturen er helt anderledes nu end den var i 80’erne, så den slags fejl sker formentlig kun på ældre albums. Men hvis jeg nu en dag beslutter mig for at udvide mit begrænsede kendskab til New Order eller Orchestral Maneuvers in the Dark, kan jeg så stole på, at jeg får de gamle albums at høre, sådan som kunstnerne gerne vil have det?
Det bringer mig frem til det med at være nødt til at abonnere på flere streamingtjenester. Der er nogle seriøse huller i mange af tjenesterne.
Før i tiden, da Tidal hed WiMP, var de f.eks. det eneste sted, hvor man kunne finde flest af de genmixede 2007-udgaver af Genesis’ albums fra 70’erne og starten af 80e’erne. Men de var der ikke alle.
Nu er de også at finde på Spotify – men igen ikke alle. Det betyder for eksempel, at deres første live-album (der bare hedder ’Live’) fra først i halvfjerdserne, ikke kan findes i den nye version, hvilket ellers ville være fedt, for lyden er en million gange bedre, og der er flere numre på den nye version. Dertil kommer, at flere albums fra første del af halvfjerdserne kun findes i de gamle mix, mens anden halvdel af halvfjerdserne kun findes i de nye – på både Spotify og Apple Music.
Og så er der de deciderede forskelle. På Spotify kan jeg (her i USA, det kan være, det er anderledes i Danmark) ikke få adgang til Simple Minds’-albummet ’Street Fighting Years’. Det dukker op, når jeg søger på det, men sangene kan ikke afspilles. Ovre på Apple Music går det fint.
Det tog godt nok tre forsøg at få titelnummeret, der også er det første nummer, til at spille. Men så virkede det. Da albummet så nåede til nummer 7, sangen ’Let It All Come Cown’, et storladent, emotionelt nummer, der heldigvis bliver fulgt op af den mere muntre ’Mandela Day’, besluttede Apple Music sig for at spille ’Let it All Come Down’ to gange.
Det var ikke en fejl – i tracklisten optræder nummeret som nummer 7 to gange, lige efter hinanden. Og for at gøre det hele værre, så hedder den ’Let It All Come OUT’ anden gang. Hvem, der end har haft til opgave at holde styr på disse ting har virkelig rodet rundt i det.
Og for nu at vende tilbage til Depeche Mode, så udgav bandet mellem 1991 og 2004 seks bokssæt med singler og maxi-singler. Men kun tre af disse er at finde på streamingtjenesterne. Det giver ingen mening, når nu resten af kataloget er der? Altså bortset fra album-udgaverne af ’A Question of Time’ og ’A Question of Lust’.
Musikelskere har lige siden de første streamingtjenester begyndte at dukke op diskuteret op og ned omkring lydkvaliteten i de forskellige tjenester. Og det er en ret saglig diskussion, der så absolut har en eksistensberettigelse. Men oven i bør vi, der går lidt mere op i musik end blot at bruge det som lydtapet, nok også diskutere, hvorvidt tjenesterne rent faktisk har styr på indeksering, de rette tracks.
I anmeldelser af diverse tjenester har man tit hørt om bands, der mangler. I flere år måtte streaming-kunderne f.eks. vente på Led Zeppelin og The Beatles. En overgang var Metallica kun at finde på Spotify, og så er der naturligvis den nyere tids musikpolitiske opgør med streaming, en kamp, der kæmpes af kunstnere som Taylor Swift og Adele.
Oven på min oplevelse med ’Black Celebration’ har jeg spurgt mig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at jeg skal leve med så skidt organisering af musikken, blot fordi jeg kun betaler et mindre, månedligt beløb for musikken – 10 dollar her i USA? Er det i virkeligheden, hvad jeg burde forvente af noget, der ikke koster mere?
I så fald vil jeg gerne betale mere. Ikke bare for at få den gode lydkvalitet, som man f.eks. kan gøre hos Tidal og Deezer. Men også for at der kommer styr på indekseringen og at de rigtige tracks ligger de rigtige steder.
