DR kigger i øjeblikket på muligheden for at give tv-distributørerne adgang til at tilbyde deres kunder “tv på farten” med offline-indhold.
Muligheden for at hente DRs programmer ned, så man kan se dem ”off-line”, når man er på farten, er et af de områder som DR gerne vil kigge på efter ønske fra tv-dstributørene.
”Vi kigger i øjeblikket på muligheden for at give tv-distributørerne adgang til at tilbyde deres kunder ”TV på farten” eller ”TV to go”, som det også kaldes”. Det er noget vi hører distributørerne efterlyse og samtidig noget, som vi tror seerne ville tage godt imod”, fortæller Caroline Reiler, som er direktør i DRs afdeling for rådgivning, strategi og kommunikation.
Hun vil dog endnu ikke sætte en dato på hvornår den type tilbud kan blive en realitet.
”Det er endnu for tidligt at sige noget helt konkret om tidshorisonten. Men det er noget, kabeldistributørerne har været interesserede i, som led i deres arbejde med at digitalisere tv-pakkerne. Og vi vil i hvert fald gøre vores for, at det er noget seerne vil kunne få gavn af, indenfor en overskuelig fremtid”, lyder det fra Caroline Reiler.
DR og kabeldistributørerne mødes den 14. marts i Kulturministeriet hvor DR vil bringe emnet på banen i forbindelse med en snak om den digitale omstilling indenfor tv-distribution.