Forside * Featured

Pas på: Ny streaming af pirat tv virker ægte

-
Foto: recordere.dk / Shutterstock.com
Foto: recordere.dk / Shutterstock.com

Hvis det ikke lige var for den meget billige pris, så kunne man let tro at denne ny tv-streaming opererer lovligt.

Få 300 tv-kanaler for 259 kroner/måned. Uden binding.

Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det som regel også, og hos DR, TV 2 og Discovery Networks anser man da også denne tv-streaming som ulovlig. Det skriver Søndagsavisen.

Annonce:

 

Udgiver sig som ægte

Men modsat andre bud på pirat-tv igennem tiderne så kan Orango TV, som tjenesten hedder, virke ægte og reel.

De gemmer sig bag en professionelt udseende hjemmeside. På Facebook opererer de som en dansk “tv-distributør” der skriver nyheder om tv-indhold og -distribution – og besvarer henvendelser på dansk.

“Jeg kan forsikre dig om, at det er 100 procent lovligt”, svarer de da avisen henvender sig med spørgsmålet om tjenesten nu også er lovlig. Bagefter blev avisen kontaktet af stifteren, der dog hverken ville deltage i interviewet eller have sit navn frem.

På deres side fortæller de også om den aktuelle tvist imellem Canal Digital og Discovery Channel, der lige nu gør at der mangler enkelte tv-kanaler i deres udbud, ligesom de reklamerer for at se weekendens tv-fodbold.

 

Pas på dit kreditkort

Hos Foreningen STOP, der bl.a. på vegne af Canal Digital, Viasat, TV 2, Divisionsforeningen, SBS/Discovery og Boxer arbejder for at bekæmpe pirat-tv, ønskede de ikke at udtale sig om den konkrete “udbyder” men advarer om at bruge dem, og ikke kun fordi det er strafbart:

“Når du ikke ved, hvem du udleverer dine kontooplysninger, kreditkortoplysninger og sikkerhedskode til, så højner du risikoen for identitetstyveri, og det kan have store konsekvenser”, lød det fra Lars Underbjerg, sikkerhedschef hos STOP – Nordic Content Protection, til avisen.

 

Registreret på Gibraltar

Hos DR kender de også til tjenesten.

“Jeg kan bekræfte, at det er en ulovlig udenlandsk pirattjeneste, som er registreret på Gibraltar. Også at Copydan, som er den organisation, der clearer rettighederne til videredistribution, ikke har nogen aftale med sitet”,
fortæller DR’s jurachef Peter Skov til avisen, og fortsætter:

“De har med andre ord ikke rettigheder til at distribuere vores indhold”.

Straframmen for at udbyde pirat tv er op til 6 års fængsel, mens modtagere af signalerne straffes med bøde.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.