Også spilhardware-firmaet Razer skal naturligvis have en VR-brille.
Den har de udviklet sammen med OSVR Alliance, og den er stadig på udviklingsstadiet, så det er formentlig kun folk med en virkelig stor interesse for Virtual Reality, der indtil videre har investeret i den første udvikler-version.
Især fordi, der ikke rigtig har været noget at stoppe i brillen indtil videre. Men nu er der kommet nogle spil, der viser vejen frem for Razer-brillen. Brillen er kompatibel med Steams VR-initiativ (der sjovt nok hedder SteamVR), og derfor er det ikke så underligt, at der er et velkendte Valve-spil imellem.
Klassikeren Half-Life 2 er for eksempel blandt spillene, men også Team Fortress 2 er at finde på listen. Dertil kommer en variant af en anden klassiker, nemlig Elite: Dangerous, og så racerspillet Live for Speed.
Det sidste spil på listen er Spermination. Og ja, det handler faktisk om at lege sædcelle, der skal komme før hen til ægget end alle de andre. Seksualundervisning får dermed en helt ny dimension.