Der er ikke mange ting, alle vinyl-fans kan blive enige om, når det gælder musik.
Men når det gælder teknologi og kilder til viden, er der langt større enighed. Der er ét website, der er totaldominerende, når man skal finde gennemsnitsprisen eller tracklisten på en given vinyl-udgivelse: Discogs.com.
Men når man står derude i vinylbutikken og gerne vil tjekke den presning, man lige har fundet af en eller anden sjælden LP, findes der nu et alternativ. Discogs er nemlig klar til at tage deres iOS-app ud af beta.
Det smarte ved app’en er, at den indeholder visse app-specifikke funktioner. F.eks. kan man slå en udgivelse op ved blot at scanne stregkoden på pladen med sit smartphone-kamera.
Man kan også holde styr på sin egen samling på samme måde, for når man har scannet en stregkode og fået et opslag op på skærmen, skal man blot stryge det til siden for at tilføje det til en liste over ens vinyler. På samme måde kan man tilføje udgivelsen til en liste over albums, man gerne vil have fingre i.
Discogs-app’en skulle være klar i App Store på mandag.