Den nye tv-boks fra YouSee skal hjælpe fritvalg-tv igang. Den er klar til marts.
Det er ikke første gang at vi hører om at YouSee er på vej med en ny tv-boks og at den kommer her i begyndelsen af 2016, men nu bekræfter topchefen i TDC Pernille Erenbjerg overfor Berlingske at den er tæt på nu.
Hun fortæller at den nye boks bliver helt central for YouSees muligheder for at give frit valg på tv-kanalerne, men hun erkender samtidig at det bliver en udfordring at få den nye tv-boks ud til kunderne.
“Folk har ikke en TV-boks, og det er en udfordring for os i dag. For når vi udvikler nye muligheder, f.eks. at kunne vælge frit mellem kanaler, er det reelt kun samlet set 25 procent af vores TV-kunder i TDC og YouSee, der kan bruge disse nye tjenester. Det skal vi have gjort noget ved”, fortalte Pernille Erenbjerg onsdag til Berlingske.
I dag er det kun hver 4. kunde i TDC der har en boks stående.
Den nye YouSee boks kommer i slutningen af marts måned.
Arbejder mod en fælles tv-platform
I dag kunne TDC fortælle at alle privatkunder flyttes ind under YouSee, og på tv-siden arbejdes der hen imod en fælles platform for alle tv-kunderne i Danmark og Norge.
“I 2018 vil vi have én fælles TV-platform for vores aktiviteter i Danmark og Norge”, slutter topchefen overfor Berlingske.
I Norge har TDC/YouSee i dag kabel-tv-selskabet Get.