Det er ingen hemmelighed, at Sony er i en eksistentiel krise.
Firmaet har ikke råd til at satse på innovation og har derfor ladet sine medarbejdere lave crowdfunding-projekter med deres idéer i stedet. Og salget af firmaets traditionelle produkter går heller ikke lige så godt i gamle dage.
Men nu kigger firmaet fremad. Og et af de områder, hvor Sony tilsyneladende tror, der er en farbar vej er Internet of Things – IoT. Altså når alle vores hverdagsgenstande er koblet sammen og op på nettet.
Sony har allerede vist forskellige IoT- og connected home-enheder frem på dette og sidste års CES-messer, herunder Multifunctional Lamp, som man kan tale til og bede om at styre forskellige ting i hjemmet (bill.)
Men nu tager de et stort skridt. Sony har nemlig købt Altair Semiconductor, et israelsk firma, der er gode til at lave LTE-chips og andre netværksbaserede chips, der kan bygges ind i ting. Prisen er 212 millioner dollar.
Ifølge en pressemeddelelse vil Sony kombinere deres sensor-teknologi (som f.eks. deres kameraer) med Altairs chips til at lave IoT-produkter til fremtiden.