Vores badevægte bliver mere og mere intelligente.
I et stykke tid har vi kunnet få vores fedtprocent oplyst ved at træde op på vægte fra f.eks. Withings eller FitBit.
Men denne her fra InBody lover at levere endnu mere. På deres CES-stand opfordrede firmaet til at ”se, hvad du er lavet af”.
Så detaljeret er den dog ikke, men maskinen kan angiveligt fortælle én ens vægt, fedtprocent, hvor meget vand, man har i kroppen, ens muskelkvalitet og sågar ens forbrændingsrate.
Vi havde ikke tid til at grave ned i det videnskabelige for at se, om der nu også kunne være noget om snakken. Men InBody viser i det mindste med al tydelighed, at interessen for selvmåling ikke ligefrem er på vej væk.
Ofte gemmer der sig sjove, groteske, smarte eller brugbare gadgets i de fjerneste hjørne af messehallerne. Nogle er nye, nogle er gamle, nogle er slet ikke i handelen. Vi har fundet nogle af de mere kuriøse frem i serien ’Sjove CES-sager’.