Googles Project Tango har nu fundet sit første hjem udenfor prototype-stadiet.
Lenovo annoncerede på CES-messen, at de i samarbejde med Google vil komme med en smartphone til sommer, der har Project Tango-teknologien ombord.
Project Tango anvender forskellige sensorer til bl.a. at danne en 3D-model af omgivelserne, sådan at en smartphone f.eks. vil kunne bruges til at navigere rundt indendørs, hvor GPS ikke virker.
Den nye smartphone kommer til at have en Snapdragon-processor fra Qualcomm ombord og vil formentlig have en phablet-form med 6,5 tommers skærm.
Ovenstående billede viser Lenovos prototype og er sandsynligvis ikke det endelige design. Der er ingen oplysninger om dansk pris eller tilgængelighed endnu.
Men hvis man er app-udvikler og har lyst til at prøve kræfter med, hvad Project Tango kan, er der frem til 15. februar mulighed for at sende idéer ind her.
OPDATERET 13-10-2019: Det lader til at Project Tango er droppet af Google.