Stofa og Discovery Networks kritiserer at DR distribueres via Apple TV, Chromecast og PlayStation.
Under overskriften “Tv-aktører retter hård kritik mod nye DR-tiltag” bringer MediaWatch i dag en artikel om den ulige konkurrence som nye DR-tiltag som distribution via eksempelvis Apple TV skaber.
Stofa: Gebyrer er konkurrenceforvridende
Stofa er ude med kritik af at DR frit kan streames via tv-bokse som Apple TV, Chromecast og PlayStation, mens de traditionelle tv-distributører betaler retransmissions-gebyrer for at udsende DR-kanalerne.
“Vi har forståelse for, at DR skal være tilgængeligt for danskerne. Det er helt fint. Udfordringen er, at vi betaler noget, der hedder retransmissionsgebyr for at få lov til at sende DR’s kanaler via vores kabel-tv-netværk”, fortæller Jes B. Christensen, ansvarlig for public affairs hos Stofa til MediaWatch og fortsætter:
Det gebyr gælder ikke for fx Apple, og det er højst problematisk, at vi skal betale det gebyr, mens Apple ikke skal”, og han kalder det: “en konkurrenceforvridende foranstaltning”.
Discovery: Kommercielt TV rammes
Discovery Networks, der bl.a. har de tidligere SBS-kanaler i folden, har klaget til Radio- og TV-nævnet.
“Det er op til Radio- og tv-nævnet at afgøre, om der i DR’s public service-kontrakt er hjemmel til at omfavne Apples og Sonys platforme. Det mener vi ikke, at det er”, forklarer Rasmus Mariegaard, kommunikationschef hos Discovery Networks, til MediaWatch og fortsætter:
“For det første fordi DR’s kanaler og tjenester allerede i dag kan tilgås på flow og on demand i fuldt omfang. Der er med andre ord ikke nogen demokratisk, kulturel eller social merværdi af tiltaget. For det andet fordi DR’s omfavnelse af Apple og Sony har en klar og markant negativ effekt på en lang række private aktører lige fra rettighedshavere, til distributører og tv-selskaber”.
DR: Vi er forpligtet
DR afviser kritikken og forklarer at de er forpligtet til at tilbyde tv- og radio-programmer via tv, radio, internet og andre relevante platforme.
“For flere og flere er smartphones, tablets, smart-tv-apparater, spillekonsoller og lignende blevet en naturlig måde at se tv på nettet på. I DR forsøger vi at følge med den teknologiske udvikling, og derfor tilbyder vi flere indgange til at streame vores programmer. Indholdet er det samme ligegyldigt, hvilken platform der bliver brugt”, forklarer Caroline Reiler, direktør for rådgivning, strategi og kommunikation i DR og fortsætter:
“App’en til Apple TV er endnu en mulighed for at tilgå DR’s indhold. Der er altså ikke tale om en ny tjeneste”.
Hvad gebyret for retransmission angår, det som tv-distributørene er pålagt, så er den tekniske forskel:
At det er DR selv der distribuerer programmerne via Apple TV, Chromecast og (senere) PlayStation. Det er ikke Apple, Google eller Sony.