Hvis der var nogen, der sagde, at vinyl aldrig ville blive en stor faktor rent økonomisk i musikbranchen igen (læs: undertegnede journalist), så tog de fejl.
Alt er naturligvis relativt, og selv om nostalgikere og hipstere er begyndt at købe vinyl igen i stor stil, er det langt fra den største indtægt for musikere, som det var engang.
Men man skal ikke tage fejl: Indtægterne fra vinyl er større end fra kilder, man burde forvente var større. Det er i hvert fald konklusionen, den britiske musik-brancheorganisation BPI er kommet til ifølge The Guardian.
Selv om YouTube-kendisser tjener kassen på reklamer, og musikvideoer er blandt det mest populære indhold på YouTube, tjener britiske musikere stadig flere penge på vinylsalg end på afspilninger på YouTube.
Udtalelsen fra BPI kommer fra organisationens formand Geoff Taylor, der ikke leverede nogle konkrete tal, men bragte udtalelsen på banen i forbindelse med en konference for nylig.
Ifølge BPI indbragte det britiske vinylsalg, hvad der svarer til omkring 125 millioner kroner i 2013. Det er det højeste beløb, vinylplader har indbragt siden 1994.