Bliver 2016 mon året for det store gennembrud for VR – Virtual Reality?
Hvis man skal tro eksperter, medier og branchefolk, så bliver 2016 året, hvor Virtual Reality (VR) får et stort gennembrud.
Ud over de VR-briller, der allerede er på markedet nu, er det næste år, vi kan få fingre i den længe ventede Rift-brille fra Oculus, Sonys PlayStation VR og HTCs Vive også kendt som Steam VR. Sidstnævnte kan dog måske allerede i december.
VR gaming størst
Der er næppe nogen tvivl om, at det største marked for VR bliver gaming. Enhver, der har prøvet at spille med en af denne nyeste generation af VR-briller, ved hvad jeg taler om.
Første gang, man prøver det, bliver man blæst bagover og helt opslugt af, hvor realistisk det hele føles, også selvom man spiller et spil, der foregår ude i fremtiden eller i en fantasy-verden.
Sådan var min første oplevelse, da jeg for snart tre år siden prøvede en tidlig version af Oculus Rift af. Det skete på CES-messen i Las Vegas, hvor Intel gav folk mulighed for i fem minutter at prøve en rumskibs-dogfight fra ’Eve: Valkyrie’ (Jeg blev i øvrigt fuldkommen tværet ud af de andre spillere. Jeg kan undskylde mig med, at jeg havde for travlt med at kigge mig rundt i VR-universet og er ude af gaming-træning, men sandheden er nok bare, at jeg er talentløs.)
Smartphone VR
For nylig fik jeg lidt af oplevelsen igen, da jeg investerede i en GEAR VR-brille fra Samsung, der kunne bruges sammen med GALAXY S6. Det er ikke fordi, udvalget af spil er gigantisk, men spillet ’Protocol Zero’ viser fint, hvor potentialet ligger i VR-gaming.
Det er et meget simpelt stealth/sneak-and-shoot-spil. Simpelt fordi grafikken nok er altomsluttende, men ikke specielt imponerende – selv for en smartphone. Det minder lidt om en halvfærdig udgave af det første ’Splinter Cell’-spil til PlayStation 2.
Det, at man hele tiden kan kigge på omgivelserne ved blot at dreje hovedet giver dog en følelse af realisme, der løfter det hele en hel del, og gør spillet ganske underholdende alligevel.
Det bliver uden tvivl bedre med Rift, PlayStation VR og HTC Vive/Steam VR. Modsat de VR-briller, der er afhængig af en smartphone (en kategori, der også omfatter Google Cardboard og en række briller fra små tredjeparts-producenter), så skal disse VR-briller kobles op på en computer eller en spilkonsol med væsentligt flere muskler under motorhjelmen end en smartphone. Det bliver nok noget helt andet.
Der er dog en anden dimension af VR, der ikke handler om spil, men som allerede er ved at indfinde sig i tilbuddene til VR-brille-ejere. Og det er VRTV – Virtual Reality TV.
VR Film
Modsat f.eks. 4K-transmissioner af sportsevents med mere, så er VR-livetransmissioner allerede så småt begyndt at dukke op fra de amerikanske tv-kanaler.
VR-film er noget, man også taler om, og Hollywood er begyndt at planlægge produktionen af disse, uden at det dog ser ud til at blive andet end et kuriosum til at begynde med. Indtil videre har VR-film dog primært været på kunstmuseum-niveauet og noget, man kunne opleve på enkelte filmfestivaler.
Problemet med VR-film er naturligvis, at man ikke bare kan klaske sådan én op på et stort lærred, og så kan alle kigge med. Hvis VR-film skal være en social oplevelse, skal alle, der ser dem, have en VR-brille på og være koblet op til den samme kilde.
Enkelte bud på, hvordan det løses, er at man laver filmkigning i en VR-brille ligesom en biograf. Altså, at VR-oplevelsen sætter én ind i et rum, som andre VR-brillebærere også kan gå ind i, hvor der så spiller en film på et lærred. Når man drejer hovedet, kan man så se de andre ”biografgæster”, og skulle man have lyst til at kigge sig omkring på biografens udsmykning, kan man gøre det.
Det er der naturligvis ikke ret meget 360-graders film over. Idéen med VR-film er jo netop, at man befinder sig midt i handlingen og kan kigge sig omkring i filmens univers, og ikke bare i en biograf, hvor filmen spiller på et lærred.
Hvis man ikke har prøvet det førstnævnte endnu, og har en Android-telefon, kan man downloade Justin Lin’s fremragende lille sci-fi-film ’Help’. Den giver et ret godt indblik i, hvad mulighederne er, også selvom den faktisk ikke er lavet til VR.
Der er dog en enkelt situation, hvor det der med at blive placeret i et rum og have muligheden for at kigge sig omkring fungerer ganske godt. Og det er de førnævnte live-transmissioner af TV-events i VR.
Live TV i VR
For et par uger siden afholdtes den første, amerikanske præsidentkandidat-debat for Demokraterne i USA. Det var CNN, der var vært for den, og de havde allieret sig med firmaet NextVR, der specialiserer sig i live-transmissioner i VR.
Idéen med transmissionen var, at man i stedet for at lade produceren diktere, hvad man så på, blev placeret som gæst i salen og selv kunne bestemme, hvor man ville kigge hen, uafhængigt af, hvem der havde taleretten.
Til at starte med var det faktisk ret cool. Der var et par VR-kameraer placeret rundt omkring scenen, sådan at man skiftevis så på scenen som om, man sad til venstre for og til højre for.
En gang imellem kom man også ud i siden af scenen, så man nærmest kunne kigge på ryggen af kandidaterne eller se direkte på debat-moderatoren Anderson Cooper.
Der blev kun skiftet meget langsomt mellem disse kamerapositioner, og det betød, at oplevelsen af at sidde i salen faktisk var ret overbevisende, havde det ikke lige været for en enkelt ting, som jeg vender tilbage til om et par afsnit.
Det sjove ved selv at kunne bestemme, hvor man kigger hen, er naturligvis, at man kan vælge at kigge på værten, på publikum bag sig eller på hvilken som helst af kandidaterne.
Det betyder, at man kan se, hvad kandidaterne laver, når kameraet ikke lige er på dem. Når de klør sig i hovedbunden (eller andre steder), tager notater eller – og det var nok det mest underholdende – rækker hånden desperat i vejret for at få moderatoren til at give dem ordet bagefter…en gestus, der som oftest blev totalt ignoreret, hvilket bare gjorde det endnu sjovere at se på.
Hvis man er en lille smule interesseret i politik, og især amerikansk politik, så ved man, at mimik, ansigtsreaktioner og kropssprog er noget af det mest interessante i en debat.
Det går helt tilbage til dengang, Nixon tabte præsidentvalget til Kennedy i 1960, fordi han svedte som et svin under de varme studielamper – hvilket mange opfattede som om, han var dybt usikker på sig selv.
I politiske debatter vil man gerne se, hvordan modstandere af ens yndlingspolitiker reagerer, når sidstnævnte taler. Ansigtsudtryk betyder alt, og noget af snakken ved kaffemaskinen på jobbet dagen efter går ofte på, hvordan en eller anden så ud i bolden, da en af modstanderne placerede en verbal uppercut på vedkommende.
Men det blev vi snydt for i Demokraternes præsidentkandidat-debat 13. oktober. Og det var ikke fordi, producerne valgte, at det skulle være sådan. Det var et spørgsmål om opløsning. Opløsningen på transmissionen var nemlig så lav, at politikernes ansigter blot blev reduceret til en flad, hudfarvet masse. Der var ingen mimik at spore, for man kunne knapt nok se øjne, mund eller næse.
Det er klart, at når kameraerne står et stykke væk (som de jo uvægerligt gør, når det skal virke som om, man sidder i salen), så bliver detaljegraden mindre. Men de stod altså ikke så langt væk, at almindelige menneskeøjne ikke ville have kunnet se, hvilke folder, politikernes ansigter blev lagt i.
Havde man siddet i salen fra den samme afstand, ville man uden problemer have kunnet fokusere på et af politikernes ansigter og aflæst, hvad der foregik.
Et VR-signal består i virkeligeden af en hel bunke kamera-feeds, man kan ”vælge” imellem ved at dreje hovedet. Fordi hele rummet er dækket af disse feeds, er det kun et spørgsmål om, hvor hurtigt, man kan beregne, hvilket feed, du skal se på, hvis man vil lave en glidende overgang mellem feeds’ne og dermed skabe illusionen om at man sidder i lokalet og frit kan kigge hvor som helst. Det skal man så gange med to for at få et stereoskopisk billede, hvilket er det, der giver dybdefornemmelsen.
Med en GEAR VR og en GALAXY S6 Edge var der rigeligt med computerkraft til at lave glidende overgange mellem feeds, lige meget, hvor hurtigt, jeg drejede hovedet. Det var ikke problemet. Det var heller ikke min GALAXY S6 Edges 2560×1440-opløsning, der var noget i vejen med.
Selv, hvis vi dividerer den opløsning med to (fordi der er tale om et dobbelt, stereoskopisk feed), er der stadig tale om 720p, hvilket burde være rigeligt til ikke at reducere politikerne til Lego-figurer, hvor øjne og mund er blevet kradset af ansigtet.
Den eneste forklaring, jeg kan finde, er at opløsningen er blevet sat ned for at sikre en glidende streaming. Det er altså et båndbredde-problem. Med min 300 mbit/s-forbindelse er det dog næppe i min ende af linjen, problemet ligger.
Det må simpelthen være NextVR, der har valgt den lave opløsning. Og det gjorde, at jeg kun undtagelsesvist tog brillen på, og i stedet så debatten på helt almindelig vis – på mit tv, hvor udsendelsens producer bestemte, hvilke ansigter, jeg fik lov at se.
Før dette problem er løst, har VRTV-transmissioner af denne art lang vej hjem. For nogle dage siden havde NextVR så deres næste livetransmission klar i VR, nemlig NBA-åbningskampen i basketball mellem Golden State Warriors og New Orleans Pelicans. På det tidspunkt sad jeg desværre i et fly på vej på en kort visit i Danmark (for dem, der ikke ved det, bor jeg i Los Angeles), så jeg havde ikke mulighed for at kigge med.
Meldingerne fra den transmission er, at det var bedre, fordi man blev placeret ”courtside” og kunne kigge på kampen fra en position, der ellers kun er forbeholdt kendte og velhavende mennesker.
De vigtige ansigtsudtryk
Men tænk lige over, hvor vigtige ansigtsudtryk er, også i sportens verden. Reaktionen, når et skud på mål i en fodboldkamp fejler. Forventningen i en golfspillers udtryk, mens han kigger på boldens ballistiske kurve, efter han lige har skudt den afsted. Tennisspilleren, der går og samler koncentration mellem server.
Alt dette er en del af alle slags livetransmissioner. Hvorfor har vi storskærme til livekoncerter, hvis det ikke var fordi, vi gerne ville se musikernes ansigtsudtryk, når de spiller? Det samme gælder naturligvis livetransmissioner af koncerter.
Vi skal altså have båndbredden og dermed opløsningen i vejret, før det bliver rigtig godt. Og lur mig, om ikke også, der kommer en slags zoom-funktion, som vores egne øjne ikke engang kan til tilbyde, før VRTV-livetransmissioner bliver en rigtig succes.
Og så er vi ikke engang begyndt at tale om den sociale accept-faktor i at sidde nogle stykker sammen med hver sin VR-brille på.
Eller det praktiske i, at man ikke kan se, hvor ens colaflaske står, når man har en VR-brille på skallen – og at den skal tages af, hvis man rejser sig op og bevæger sig lidt rundt … med mindre man gerne vil have skrammer på skinnebenet fra ens sofabord.
Jeg taler af erfaring.
