I USA stod folk op onsdag til en dag, der i visse egne landet bød på masser af solskin med risiko for flyvende DeLorean’er.
Onsdag var nemlig 21. Oktober 2015, kendt som Back to the Future Day – den dag, hvor Marty og Doc lander i en fremtid med selvsnørende sneakers, hoverboards, hologram-reklamer for ’Jaws 19’, pizzaer, der kan hydreres og blive spiselige på et par sekunder og så videre.
Hele dagen har de mere nørdede, amerikanske medier bragt artikler om dette og hint – især om, hvor mange af de opfindelser, der dukker op i ’Back to the Future II’, der rent faktisk blev til noget. Engadget, Vox og The Verge har alle givet deres bud.
Men der skete også en del andre Back to the Future-relaterede ting. For eksempel valgte en australsk politi-enhed at præsentere deres nye ’Hoverboard Unit’ onsdag, og meddelte samtidig, at de havde arresteret en 17-årig mand, der var i besiddelse af et 30 år gammelt kørekort, der for længst var udløbet.
Google ’kom til’ at ’lække’ planer om en flyvende bil, der også kan rejse i tid, via en tweet, der handlede om noget helt andet.
USA’s største avis, USA Today, kørte på dagen en særlig layout-stil, der minder om den, der er i Back to the Future II, da Doc Brown viser en forside på avisen til Marty (hvis du læser dette senere er layoutet nok forsvundet igen). Samtidig bragte de en masse Back to the Future-historier.
Og endelig kom filmselskabet bag filmen, Universal, også på banen og lod Doc Brown selv give os en opfordring om at passe godt på vores fremtid.