Samsung har set det fornuftige i runde smarture.
Det fandt vi ud af, da de uden at sige ret meget om det, viste et rundt smartur frem i forbindelse med den seneste Samsung Unpacked-event. Og for nylig slap de også en video-teaser ud, der dog ikke viste selve uret ret meget. Men vi fandt dog ud af, at uret bliver lanceret på IFA og hedder Gear S2
Samsungs VP for design, Dennis Moleski, besluttede sig så for at vise uret frem på sin Instagram-profil.
”Giving the new Samsung Gear S2 a test drive.” skrev han, akkompagneret af ovenstående billede.
Uret er i samme stil som LGs Urbane-model, men i stedet for en krone-lignende knap, har den to lavprofil-knapper på siden. Og skærmen ser ud til at være god, for den grafiske simulation af et rigtigt ur er utrolig livagtig.
Det eneste, vi ellers ved om uret, er at det formentlig er baseret på Tizen-platformen og ikke Android Wear. Det har den ulempe, at der ikke findes så mange apps til platformen, men til gengæld kan batterilevetid og uafhængighed af smartphonen være bedre.
Hvad synes I om det? Lækkert eller lunkent?