Apple fortæller for første gang om hvordan det går med tilmeldingerne på Apple Music.
Streaming-tjenesten fra Apple er endnu i opstartsfasen, og da de første 3 måneder er gratis er det for tidligt at sige noget om hvor mange betalende brugere de ender med.
Til gengæld kan antallet af gratister sige noget om forventet popularitet.
Apples Eddy Cue, der er senior vice president of Internet software and services, fortæller i et interview med avisen USA Today om hvordan det går her få uger efter opstarten.
Apple Music har 11 millioner brugere lige nu, heraf har 2 millioner tilmeldt sig familie-abonnementet med op til 6 brugere.
Til sammenligning har verdens største streaming musiktjeneste, Spotify, nået 75 mio. brugere heraf 20 mio. betalende. Men Spotify runder 7 år i år, og Apple har kun været igang i ca. 5 uger.
Apple Music vil efter prøveperioden koste kr 99/måned for enkeltabonnementer og kr. 149/måned for familieabonnementer med op til 6 brugere.