Bevæger verden sig væk fra lukkede økosystemer hvor adgang er begrænset af bestemt hardware eller software?
Da Apple i sin tid lancerede iPod’en og iTunes, pustede de samtidig liv i en idé, der ellers havde været væk fra teknologiens verden i nogen tid. Efter fremkomsten af åbne arkitekturer i computere var lukkede systemer blevet en sjældenhed. Proprietære systemer fungerede naturligvis stadigvæk, men tendensen var nu alligevel, at man brugte fælles platforme.
For eksempel kunne datidens mp3-afspilllere plugges i USB-porten og så kunne man som regel bruge Windows’ egen Stifinder til at navigere og redigere i indholdet på dem. Mp3-formatet var bredt understøttet, og dets metadata-formater lige så.
Men jo mere åbenhed, der er, jo større mængder af enheder skal man være kompatibel med. Og jo større mængder enheder, man skal være kompatibel med, jo hurtigere kan brugervenligheden ryge ud af vinduet og risikoen for fejl stige.
Der var mange dengang, der var frustrerede over, at det krævede en halv nørd-eksamen blot at få musikken over på sin afspiller med alle de korrekte metadt. Og senere, at man ikke kunne købe musik online på en måde, hvor man kunne afspille musikken på en afspiller efter eget valg.
Alt det løste Apple på den måde, som de kendte så godt: Ved at gøre hele skidtet proprietært. Når Apple-computerne dengang var overlegne til især kreative arbejdsopgaver, var det jo blandt andet fordi, Apple selv sad på hele produktet, fra CPU til styresystem.
De behøvede ikke være åbne overfor andre. De brugte det samme princip til iTunes-systemet, lige fra valget af et proprietært format til selve musikfilerne, baseret på AAC-standarden, til filstrukturen på såvel computer som iPod. Det gode ved det var, at det bare virkede.
Jeg kan huske, hvordan folk faldt i svime over, at det var så brugervenligt, og at man ved at bruge iTunes og iPod kunne melde sig ind i et fuldkomment økosystem, hvor man kunne få det hele. Det var nemlig lige deromkring, man begyndte at bruge ordet ’økosystem’, om det, Apple havde skabt.
På et tidspunkt fik udtrykket økosystem dog en mere negativ klang. Da iPhone kom frem, og siden konkurrenten Android, begyndte det at gå op for folk, hvad lukkede systemer egentlig betyder. Skiftede man til Android, kunne man ikke få sine apps og sin købte musik med. Og vice versa. Der var tilbehør, man ikke kunne bruge til begge platforme. Man var med andre ord låst fast på én platform, at skifte var en større supertanker-vending.
Men her i de seneste år er der sket noget, der måske hjælper en hel del på den situation. For det første blev Android pludselig dominerende på verdensplan, sådan at app-udviklere oftest er nødt til at lave deres apps til begge platforme.
Vi kan jo se på Windows Phone, hvor vigtigt det er for en platform at have adgang til tjenester, der bliver brugt af rigtig mange. Folk ville jo gå i oprør, hvis de skiftede til en ny platform for blot at finde ud af, at de ikke kunne gå på Facebook mere.
Dernæst begyndte skytjenesterne at dukke op og blive brugt af store mængder mennesker. Én ting var, at tjenester som f.eks. Dropbox var nødt til at være tilgængelig til begge platforme, men de store firmaers egne tjenester måtte gøre det samme.
Hvis Google Drive og OneDrive skulle drømme om at have nok brugere til at have grund til at eksistere, måtte de også være tilstede på konkurrenten Apples produkter. Der var simpelthen for mange mennesker, der brugte Windows på computeren, men havde en iPhone i lommen, eller brugte Gmail og Google Drive via web på en Mac.
Jeg tror, at det faktum, at skyen skabte en slags fælles rum, der gjorde det lidt nemmere at skifte mellem platformene, har været medvirkende til en hel del forandringer.
En af de største er Microsofts skift af strategi. Hvor Microsoft tidligere gerne lavede en version af Office til Mac, fordi der var tilstrækkeligt mange Mac-brugere til at det kunne betale sig, kneb det en del med f.eks. Linux. Og da Android så fik så stor en brugermasse, som platformen har nu, stod Microsoft overfor et problem. De kunne vælge at satse hårdt på at Windows Phone ville blive populær, fordi man f.eks. kunne bruge Office på systemet. Eller de kunne vælge at åbne op for at være til stede på alle platforme.
Først gjorde de det første. Så gik Steve Ballmer af. Nu gør de det sidste. I stedet for at holde Office på et par få platforme, og lave alle de store udviklingsspring udelukkende på Windows, har de nu valgt at man skal kunne bruge Office uanset om man er på iOS, Android, Windows eller Mac.
Man kan endda køre Office på ChromeOS og Linux, hvis du gør det i en browser. Derudover er Microsoft begyndt at gøre ting som at lave launcher-apps til Android og gøre Cortana tilgængelig på iOS og Android. Det er en klog strategi, Microsoft har anlagt sig, for tendensen ser ud til at gå imod brud med økosystemerne.
Det sidste baserer jeg ikke blot på, at Microsoft har gjort platforms-uafhængighed til en strategi. Men der skete noget for et par dage siden, der fik mig til at tænke på, om der var tale om mere end en strategi, men en reel trend. Efter flere måneder med rygter, er der nu gode chancer for, at Google får held med at gøre Android Wear-ure kompatible med iOS.
Vi har længe vidst, at Google sad på teknologien, og der har været spekulationer om, hvorvidt denne funktionalitet endnu ikke er kommet ud, fordi Apple blokerede for en Android Wear-app til iPhone.
Men så kom Amazon til at sætte Huaweis nye Android Wear-smartur ud i forsalg lidt for tidligt. Smarturet skal lanceres i denne uge i forbindelse med IFA i Berlin, men Amazon kom til at lægge forsalgs-annoncen ud for hurtigt, og fik fjernet den hurtigt igen. Men ikke før kvikke net-observatører havde fået øje på den. Og ikke mindst den linje i specifikationerne, hvor der står, at uret er kompatibelt med iOS.
Måske er det en fejl. Det finder vi ud af senere på ugen. Men hvis det ikke er, er det et stort skridt væk fra de lukkede økosystemer. Og hvad med Apples musik-økosystem? Tjah, lad os bare sige, at Apple for længst har meldt ud, at Apple Music lander på Android senere på efteråret.
Er det en midlertidig opblødning eller en trend? Det vil tiden vise. Jeg både tror og håber på det sidste.
