Forside * Nyheder

B&O: Avants kalibrering er bedre end ISF




Henrik Haastrup, teknologispecialist indenfor digital billedbehandling hos B&O, viser hvordan Avant også kan kalibreres udenfor fabrikken. Foto: recordere.dk



 


I den nye 2014-udgave af BeoVision Avant har Bang & Olufsen sat yderligere fokus på kalibrering og farvegengivelse.


Begge de to foregående TV-modeller fra Bang & Olufsen, BeoVision 11 og BeoPlay V1, leveres kalibreret fra fabrikken, efter det B&O kalder en 10-punkts kalibrering.


Film-indstillingen (Movie Mode) på de nyere B&O TV er en almindelig kalibrering efter D65 (6.500 grader kelvin), som det kendes fra ISF.


Den kalibrering benyttes til film-kiggeri i mørke, og derudover laver B&O også en fabriks-kalibrering ved 9.700 grader kelvin, som benyttes i Adaptive Mode.


Jo højere kelvin-grader jo mere blåt er lyset. Skæret fra et stearinlys er helt ned til 1.000 grader kelvin, mens skarpt sollys midt på dagen kan være helt op mod 25.000 grader kelvin.


Når et TV kalibreret til 6.500 grader kelvin betragtes i stærkere dagslys, på eksempelvis 10.000 grader kelvin, så vil hvid ikke længere opleves som hvid – i det mere blå lys som rummet vil have der.


Dette fordi hjernen tilpasser vores interne farveballance efter lyset i rummet, og så ser farverne på et TV, som er kalibreret efter 6.500 grader kelvin anderledes ud i dagslys, end når samme TV betragtes i mørkere omgivelser.


Derfor opererer B&O med to 10-punkts (10 levels) kalibreringer på hhv. 6500 og 9700 grader kelvin, og mulighed for elektronisk at mikse gradvist imellem de to.


 


 





B&O TV kalibreres til hhv. 6500 og 9700 kelvin-grader. Foto: recordere.dk



 


 


Tilpasning til rummets lys 


De kalder det “Chromatic Room Adaptation”, og det er som standard aktivt fra fabrikken.


Det er en funktion der ændrer farvetemperaturen ved kraftig omgivelsesbelysning, i en blød og langsom overgang


Når omgivelseslyset er blålig, trækkes farvetemperaturen i den blå retning, når omgivelseslyset er rødlig, trækkes farvetemperaturen i den røde retning.


Det kan kobles fra, for de der ønsker at køre med en fast farvetemperatur altid, men på videoen herunder forklarer Senior Manager i B&Os udviklingsafdeling for billedteknik, Ben Verbraak, hvorfor de opererer med de forskellige kalibreringer og tilhørende automatik.


 


 



Video: B&O fortæller om  Chromatic Room Adaptation


 



BeoVision Avant tager kalibrering et skridt videre


Kalibreringen i Avant er blevet yderligere forbedret i forhold til BeoVision 11 og BeoPlay V1, idet B&O også har indført en 10-punkts (10 level) kalibrering af grundfarverne rød, grøn og blå.


Så som supplement til korrekt gengivelse af den sort/hvide gråtone-skala, så sørger elektronikken også for at de primære farver er korrekte over hele deres intensitetsskala.


Det kan kompensere for eventuelle unøjagtigheder i farvegengivelsen i de anvendte LCD-displays, og på sigt også bruges til kalibering af udvidet farverum i 4K-signaler.


Ved at inddrage grundfarverne også, så opnår B&O en kalibrering der rammer endnu mere plet end gængs kalibrering.


 


 





B&O kalibrerer også grundfarverne. Foto: recordere.dk



 


 


Fokus på billedgengivelsen hos B&O


Hvordan ingeniørerne hos B&O fik løst udfordringen, med at holde styr på både gråtoner og grundfarver samtidig med at TV’et ændrer farvetemperatur, kom de ikke nærmere ind på. Men jeg fornemmede en vis stolthed over at de nåede i mål med den teknologi til premieren på det nye Avant.


De senere år har billedkvalitet i tv haft et øget fokus hos B&O, startende med den nye “billedmotor” i BeoPlay V1 og BeoVision 11, og de indbyggede muligheder for fabrikskalibrering mv.


Med BeoVision Avant tager de den udvikling skridtet videre, og som det ses på første billede i artiklen her, så er selve kalibreringsdelen indbygget i TV’et.


Så service-tekniker eller butik behøver blot tilslutte en probe (farve/lysmåler) og trykke “start”, så klarer TV’et selv kalibreringen og gemmer resultatet i tredimensionelle tabeller som billedprocessoren senere bruger til billedgengivelsen.


 


Se også


BeoVision Avant går XL


BeoVision Avant er B&Os nye perle


Beovision Avant: Surround med 21 kanaler


Ny B&O-fjernbetjening: BeoRemote One


BeoVision Avant billigere end BeoVision 11


Ingen Netflix 4K i Beovision Avant


Musiktjenesten Deezer kommer til B&O TV


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.