Kevin Magnussen et hit for TV3+
Søndag morgen har stået i Formel 1s tegn i rigtig mange danske hjem – og sikkert også senere på dagen, da det gik op for danskerne, at Kevin Magnussen havde fået en historisk flot premiere på sin Formel 1-karriere
Som rookie at køre direkte ind på en andenplads i sit første F1 GP nogensinde. Det har kun Jacques Villeneuve præsteret førhen – iøvrigt i Melbourne i Australien i 1996. I dette årtusinde er den, der er kommet tættest på en sådan debut, den senere verdensmester Lewis Hamilton, der præsterede en 3. plads i sin debut.
Seertallene fra Gallups TV-meter afslører da også, at danskere i den grad tog imod Kevin og starten på den nye Formel 1-sæson. Hele 256.000 seere så med igennem hele Grand Prixet på TV3+ søndag morgen – og samtidig blev løbet også fulgt intenst på Viaplay. Og da flest seere så med, var der 340.000 danskere inde og følge motorsportens fuldblodsklasse.
At danskerne gik F1-amok understreges også af, at næsten 50 procent af alle danskere, der så TV søndag morgen, sad og fulgte Kevin på TV3+. Optakten fra kl. 06.00 ? 07.00 havde hele 82.000 seere. Grand Prixet havde 256.000 seere i gennemsnit fra 07.00 ? 08.30, mens nedtakten kl. 08.30 havde imponerende 252.000 seere.
“Hele motorsportsredaktionen på TV3+ og TV3 Sport har i hele sæsonoptakten haft en forventning om, at med danske Kevin bag rattet i én af de 22 Formel 1-biler ville Formel 1 nå nye højder i Danmark. Og med Kevins imponerende debut kan man vist roligt forvente, at dette kun er starten på en helt forrygende Formel 1-sæson. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad dette første grand prix ville have haft af seere, såfremt det ikke var blevet kørt så tidligt en søndag morgen”, siger chefen for TV3 Sport, Peter Nørrelund, der sammen med alle andre motorsports-fans ser frem til det næste Formel 1 GP den 30. marts i Malaysia. TV3+ følger naturligvis alle træninger, kvalifikationer og tidstagninger – direkte.
Så du også Kevin Magnussen køre på podiet i søndags?
Kilde TV3+